ET ALTER FOR DEN ANALOGE FILM: film er også kunst.

Min festival starter med et besøg i en nedlagt kirke Sct. Agnes i Kreuzberg. De sidste år har Berlinalen festivalens afdeling "Forum" udvidet med ”Forum Expandet”, der omfatter medieinstallationer.

Fra det tidligere klokketårn lyder optagelserne af en brevdues rejse langs med Ægyptens middel-havskyst og i ørkenen.

Det flotte stykke kirkearkitektur fra 50'erne, der er omdannet til galleri, egner sig godt til udstillingen. Der, hvor alteret før stod, troner nu et gigantisk apparat, der viser en filmsløjfe af en dame, der laver te. "Når proces bliver til ritual" vil Robert Fenzs installation "Tea" fortælle. Selve apparatet, der fremviser filmsløjfen, er mere interessant, end det, den viser. Den analoge 35mm film løber over et utal af ruller op og ned for at ende i det kæmpemæssige apparat - fascinerende!

Fra det tidligere klokketårn lyder optagelserne af en brevdues rejse langs med Ægyptens middelhavskyst og i ørkenen - hvordan det så har kunne lade sig gøre. Ægyptiske Malak Helmys værk "Music for Drifting" virker mystisk og dramatisk i det rå tårn.

Ellers er det mest spændende værk Azin Feizabadsis "Chronicles from Majnun until Layla", der med overheadprojektorer, drejende lys, små modeller og en bog om Irans historie fortæller om nutidens Iran med udgangspunkt i et klassisk eventyr.

INDIANERNES TRAUMAER In the Similkameen

Forum Expandet fortsætter i Michangal Morgans salon på den canadiske ambassade. Her har kunstneren Tyler Hagan taget et vigtigt tema op: forholdet mellem Canadians urbefolkning og Kirken.

Forældrenes autoritetstro og måske også angst over for kirken var så stor, at dette sorte kapitel først overhovedet er blevet diskuteret mange årtier senere.

Han har fotograferet en lille hvide kirke, der står nærmest romantisk mellem bjergene i Canadas indianerreservat. Men den lille bygning repræsentere den brutale magt, som indianerbefolkningen er blevet udsat for, da det nomadelevende folk blev gjort "landfaste" og sat i reservater: Børnene blev tvunget til at gå på katolske kostskoler, hvor de blev udsat for seksuelt misbrug og psykisk terror.

Forældrenes autoritetstro og måske også angst over for kirken var så stor, at dette sorte kapitel først overhovedet er blevet diskuteret mange årtier senere. Tyler Hagen er en femtedel indianer og hans fotografier, en filmloop og enkelte interviews lader tilskueren gå på selvstændig opdagelse i dette tankevækkende og vigtige værk på en god måde.

INDIANERHISTORIER

Også kunstneren og filmmageren Robert Morin vil fortælle os om indianere i Canada. "3 Indian Tales", der vises i kategorien Generation 14+, væver tre forskellige historier fra reservatet sammen. Det halvdokumentariske portræt af Èrik Papatie, der vil lave sin egen TV station, er rigtig fint.. Det er Èriks ønske, at indianerne i reservatet skal se tv om deres egen verden og om naturen omkring dem i stedet for alt det bras, de ellers ser.

Robert Morin siger om de to andre portrætter i filmen, at han vil omgå typiske floskler om canadiske indianere, Så vi oplever også en ung mand, der konstant hører Wagner og slutter med at springe et supermarked i luften, samt tre unge piger, der foretager en katolsk offerceremoni.

Desværre bliver det hele lidt for fortænkt. Det er svært at ville fortælle med store kunstneriske penselstrøg og Wagner på andres vegne. Selv om det er godt ment, er det den dokumentariske del, der virker bedst.

ØMHED I KIRUNA

En ganske anden og dog lignende måde at væve portrætter ind i hinanden, er svenske Sofia Norlins film "Ömheten", der foregår i og omkring Kiruna og også er i klassen Generation 14+. 

Det er ikke bragende socialrealistiske historier der fortælles. Filmen fremstår mere som et digt fra et sted langt imod nord, i en absurd tid.

Det er ikke de nomadelevende samere vi møder, men ganske almindelige unge drenge i deres verden. En hvis far drikker og som bliver tiltrukket af højreorienterede grupperinger, en der ikke kan få arbejde og som bliver smidt du af skolen. Det er ikke bragende socialrealistiske historier der fortælles. Filmen fremstår mere som et digt fra et sted langt imod nord, i en absurd tid.

Det er sådan, at minebyen Kiruna skal flyttes, da der er fare for, at den skrider sammen på grund af minedriften. Ofte gennemrystes byen, når malmen sprænges ud af bjerget og Kiruna er gået hen og blevet for farlig at bo i på sigt, en mystisk og truende situation. 

Filmen er måske ikke perfekt, men poetisk og stemningsfuldt fotograferet Det er lige sådan en film, der skal ses på festival.

SORT FOTOGRAFI en udvikling

Med en meget amerikansk eller skal vi sige afro-amerikansk tilgang konfronteres jeg med filmmageren Thomas Allen Harris' livsprojekt: "Through A Lens Darkly: Black Photographers and the Emergence of a People" (ja titlen er så lang) i klassen Panorama dokumenter.

 "Through a Lens Darkly" er som en åben billedbog, som man får lyst til at stoppe, bladre lidt og kikke lidt mere her og der.

Det har taget 12 år at realisere filmen, der viser de mest fantastiske fotos, taget af sorte amerikanske fotografer - professionelle som amatører. I de mange familiefotos ser man, hvordan den afroamerikanske selvrespekt langsomt genopbygges efter slaveriet, og hvordan identitet genopstår i takt med at sorte fotografer opstår.

Samtidig viser fotografierne også et generelt tidsbillede af det, som enhver familie drømte om i 40'erne og 50'erne. Nu er denne drøm altså også nået til afro-amerikanerne.

Vi møder også den store fotograf Roy De Carvava, og hører om, hvordan han blev diskrimineret på grund af sin hudfarve på trods af hans kæmpe fotografisk talent. Roy De Carvava, der levede 1920–2009, har været ikon og forbillede for mange og især mange afro-amerikanske fotografer.

Selv om filmen er meget amerikansk og de skønne stilfotos, der er så flotte i sig selv, vises lidt for hektisk og med en masse kedelig autozoom, vinder overflødighedshornet alligevel ved sin historie, som også er filmmagerens. "Through a Lens Darkly" er som en åben billedbog, som man får lyst til at stoppe, bladre lidt og kikke lidt mere her og der.

Udover filmen har de to aktører; filmmager og producent, startet et ambitiøst projekt, hvor alle black americans kan oploade deres familiefotos. Det er en slags kæmpe online projekt om rødder, som kan ses her: http://www.ddfr.tv

STORE FILM OM MENNESKER

Dette års hæderstitel er tildelt den engelske filmmager Ken Loach, og det blev til et gensyn med filmen "Kes" om drengen, der fanger og træner en tårnfalk, og om hvordan hans forsøg på at tage sit liv i egne hænder er dømt til at mislykkes. Den og ni andre af Loachs film blev vist til Berlinalen. Det er film, der simpelthen er overbevisende, fordi de er ærlige og socialt engageret.

Ken Loach, der modtager en gylden Æresbjørn for sit livsværk, er født i England 1936 i en arbejderfamilie. Hans film, der siden "Kes" for en stor del er præget af kameramanden Chris Mengers fine fotografering, er gribende, fordi de fortæller den barske sandhed med kærlighed til det enkelte menneskes forsøg på at frigøre sig af et umenneskeligt system.

De er fabelagtige castet, fordi de ofte lader ikke-skuespillere spille sig selv. Temaerne er systemet kontra det ”almindelige” menneske. De små historier i den store. Jeg går ind og ser en af hans mindre kendte film, The Navigators, fra 2001 om British Rails privatisering.

DEN FARLIGE PRIVATISERING

Egentlig kommer kollegaerne godt ud af det med hinanden, men så skal banen privatiseres og pludselig bliver arbejderne tilbudt et gyldent håndtryk for at forlade jobbet. Nogle siger ja tak, andre ikke. Straks er spliden sået, og det får et ellers nogenlunde velfungerende arbejdermiljø til at gå i opløsning.

Selv om filmen er fra 2001, er den brandaktuel blandt andet set i lyset af DONG-salget. 

Gennem filmen følger vi karaktererne og deres bevæggrunde, vi ser besøg på arbejdsformidlingen og oplever, hvordan det nye private firma arbejder: Fuldstændig uden sikkerhedsforanstaltninger. Enkelt og brutalt er katastrofen forudsigelig og da alle hytter deres, bliver der fusket selv med en dødsulykke. Selv om filmen er fra 2001, er den brandaktuel blandt andet set i lyset af DONG-salget. Eller kast et blik på TEPCO (ejeren af det havarerede atomkraftværk i Fukoshima, red.) i Japan. Privatiseringsbølgen er ved at blive pinden til vores egen ligkiste!

Det er ikke de store showscener, der gør Ken Loachs film til de mest nærværende for mig til dette års Berlinale – selv om der så ikke er tale om nye film. Det er der, hvor mennesket står i centrum, i historier vi på en eller anden måde kender på vores egen krop.

KINESISK SPAGHETTIWESTERN OG RIGTIGE BIOGRAFER

Det er sen aften og nu er det tid til en kinesisk spaghetti-western, der er med i konkurencen om Den Gyldne Bjørn i en rigtig biograf. Slut med endeløse dialoger, slut med de kedelige biografer ved Potsdamer Platz.

Jeg tager cyklen på nakken og kører over Alexander-platz til den historiske Kino International, der alene er et besøg værd med sin pompøse foyer med DDR lysekroner. 

Jeg tager cyklen på nakken og kører over Alexanderplatz til den historiske Kino International, der alene er et besøg værd med sin pompøse foyer med DDR lysekroner. I den udsolgte biograf - vi snakker 550 pladser - underholder fire skuespillere, to biler og en masse aktion, midt ude i en kinesisk ørken i to vidunderlige timer.

Filmen "Wu ren qu" (Ingenmandsland) af Ning Hao er simpelthen sjov og grotesk på lige den rigtige måde. Skurkene er skurke og helten er egentlig også en skurk, fordi han lader sig bestikke, men alligevel er han noget af en anti-helt, og det virker. Alle klicheerne er taget i brug i denne fine film, der ender med, at den eneste kvindelige karakter er den eneste overlevende.

DETTE ÅRS VINDERE

Berlinalens Gyldne Bjørn i år går til en anden kinesisk film: Bai rin yan hoo (Sort kul, Tynd is) af Diao Yinan. Det er en krimi, som jeg desværre ikke fik lejlighed til at se.

Derimod så jeg den film, som børnejuryen - bestående af 11 børn mellem 11 og 14 - havde valgt og som modtog dette års Glasbjørn. De havde truffet et fint valg med den indiske film: "Killa" (Fortet) af Avinash Arun. Det er en rolig film om venskab mellem den nye dreng i klassen og de andre drenge, og om hvordan moren og drengen bliver tvunget til at flytte videre, da moren bliver presset ind i en korruptionsaffære. Der er både noget for voksne og især for børn i denne film med smukke billeder og skøn musik.

Der er også hæder til nu afdøde Alain Resnais med filmen "Aimer, boire et chanter" der modtager en Sølvbjørn og Alfred Bauer-prisen for en spillefilm der åbner nye perspektiver, og til en kontroversiel tysk film om en kristelig sekt, "Kreuzweg" (Skillevej) af Dietrich Brüggemann.

REVULUTION I TID OG RUM gylden filmrulle fra mig til ægyptisk film

Dette års festival er ved at være slut og jeg vil traditionen tro uddele min gyldne filmrulle til en film, der har gjort særligt indtryk, "Arij - en duft af revolution" af Viola Shafik (Ægypten/ Tyskland) der vises i klassen Forum. Dokumentarfilmen viser fire portrætter af mennesker fra Ægypten. Den beskriver blandet andet, hvordan det gamle Luxor (pyramideby fra oldtiden, red.) er ved at forsvinde fuldstændigt.

"Arij" er ikke en perfekt film men et møde med mennesker i et land i oprør og en chance for os til at komme nær på…..

Vi møder også en ung kvinde, der er cyberspace-designer. Det er som om cyberspace er det eneste sted, hvor hun kan bevæge sig frit; men tro ikke, at der ikke er dresscode i ægyptisk cyberspace.

Bortset fra det buldrende indtryk det er at se den hovedløse destruktion af Luxor, ledet af amerikanske luksushotel investorer - og som resten af verden intet ved om - gør forfatteren Alaa el-Dib og hans betragtninger mest indtryk. "Arij" er ikke en perfekt film men et møde med mennesker i et land i oprør og en chance for os til at komme nær på…..

Så jeg vil slutte med at citere et digt fra filmen: "Revolutionens duft er berusende og kan være overalt, den er flygtig og uhåndgribelig. Når en duft er frisk, minder den ofte om noget fra fortiden. En revolution forbinder man med tid og sted. Det er netop i denne begrænsning dens fiasko ligger."

"Arij" skaffer rum og tid i alle retninger. Det giver ånderum til revolutionen.