18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvad ved I om vores hverdag?

Hvad ved I om vores hverdag?

Hvor ville det være anderledes, hvis politikerne havde kendskab til, hvordan det er at være under uddannelse idag. Hvis de havde en ide om, hvad det er, der foregår.

Det kunne være interessant at se, hvordan denne flok ville begå sig, hvis de var i lære som tømrer eller til teknologiundervisning på HTX.
FOTO: Søren Bidstrup / Scanpix
1 af 1

Kære politikere, embedsmænd og eksperter på skoleområdet!

De sidste par uger har der rullet nyheder over skærmen, hvor undersøgelser og erhvervslivet anbefaler, at man begrænser optaget på forskellige uddannelser.

De uddannelser, som skal begrænses, er dem, som man mener, man ikke får behov for.
Men uddanner vi os til erhvervslivet eller fordi vi godt kan lide det?

Vi har behov for, at politikerne dropper uddannelsessnobberiet og hjælper til med at skabe et attraktivt syn på erhvervsuddannelserne.

Frafaldsprocenten på EUD-uddannelserne på min skole er 50 procent. Hvordan vil det ikke blive, hvis vi tvinger folk ind på uddannelserne?

Vi har ikke behov for kvoter eller et karakterkrav for at få flere unge ind på vores uddannelser. Vi har behov for, at politikerne dropper uddannelsessnobberiet og i stedet  hjælper til med at skabe et attraktivt syn på erhvervsuddannelserne.

Det får man ikke med adgangskrav og kvoter, men med vejledning og skolebesøg. Oftest sidder de gamle nisser på borgen og tænker på, hvad der er populært nu, hvad der kan få dem genvalgt næste gang, og nu mere end nogensinde ser det ud som om de ruster sig til valg.

Lappeløsninger

I stedet for at se på, hvad der på den lange sigt vil gavne Danmark, fortsætter man med elendige lappeløsninger, som er sammensat af politikere, embedsmænd og såkaldte eksperter. Mennesker som ikke har sat deres fod på en skole i evigheder, og hvis de har, er det kun for 10 minutters mediedækning og popularitet. De bestemmer over min hverdag som elev på HTX.

På mit arbejde skal alle, som skal have arbejde på hovedkontoret have arbejdet mindst 1-2 uger i en af virksomhedens filialer for at se, hvordan arbejdet fungerer.

Hvordan ville det ikke se ud med vores uddannelser, hvis ministrene skulle det? Hvis de reelt set havde et indblik i, hvad der foregår? Jeg gad godt se visse politikere og embedsmænd i lære som tømrer eller til teknologiundervisning på HTX.

Så lyt dog til os

Som elever kan vi råbe og skrige så meget vi vil udenfor Christiansborg. Det gjorde vi sidste år, da vores SU var truet, men politikerne valgte at overhøre det, og flertallet skar i vores SU.

Er det i orden? Ville det være sket, hvis politikerne egentlig selv kunne huske, hvordan det var at gå på en uddannelse? Alt for mange mener, at vi sagtens kan have plads til et job ved siden af. Samtidig forventer de, at vores uddannelse er et fuldtidsstudie.

Her er et "wake up call" til politikerne; Vi vil gerne have realistiske mål, tak.

For at få en skole og et uddannelsessystem, der fungerer, har vi behov for, at man lytter til eleverne og lærerne. Det er os, der går på skolerne til daglig, det er os der oplever, når lokaler er nedslidte eller når mester er uretfærdig.

Vi har alt for længe siddet udenfor den reelle indflydelse, som vi burde have. Når der laves forhandlinger om erhvervsuddannelserne eller om SU’en, bør eleverne sidde med, for der mangler et reelt syn på, hvordan vores uddannelser egentlig er.

Vi er parat til at hjælpe, vi skal bare inviteres? Vi er parate til at tage ansvar. Er I?

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. mar. 2014 - 09:18   18. mar. 2014 - 09:29

Åbent brev

af Mie Hovmark Christensen, næstformand Erhvervsskolernes Elev Organisation (EEO)