Vis din modstand mod nazioverfald
Vis din modstand mod nazioverfald
Fællesafgang fra København til demonstration i Malmø mod nazisme.
Om natten efter en feministisk demonstration i anledning af kvindernes internationale kampdag den 8. marts blev fire venstreorienterede aktivister knivoverfaldet ved Folkets Park i Malmø. Øjenvidner beskrev det som et planlagt overfald begået af personer fra den yderste højrefløj.
Tre personer er anholdt af Malmøs politi. De anklages for mordforsøg. Ifølge politiet er de anholdte nazister, skriver den svenske avis Arbetaren.
Som reaktion på overfaldet var der i søndags manifestationer mod fascistisk vold i ti svenske byer: Stockholm, Gøteborg, Uppsala, Jönköping, Umeå, Malmø, Lund, Gävle, Karlstad og Linköping. Og af samme grund er der demonstration igen søndag den 16. marts klokken 14 på Möllevångstorget i Malmø.
"Vi lader os ikke skræmme til tavshed uden at vise modstand mod nazisterne. Kom, der er brug for alle!" lyder opfordringen fra "Skåne mod racisme".
Fra København arrangerer Antifascistisk Aktion, AFA, fællesafgang til demonstrationen i Malmø. Der er samling klokken 12 på Blågårds Plads.
Den 21. marts er FN's antiracismedag. Den markeres i blandt andet Aarhus og København, læs mere i Arbejderen senere.
I København den 22. marts arrangerer Racismefri By demonstration klokken 13 fra Enghaveparken til Mozarts Plads, hvor der i tirsdags skete et fascistisk motiveret overfald. Ifølge projektantifa.dk blev ofret antastet, idet han gik og fjernede naziklistermærker.
>> LÆS PROJEKTANTIFA





