Italiensk, brasiliansk og fransk i Grand
Italiensk, brasiliansk og fransk i Grand
I Grand Teatret i København er der italiensk dag og brasiliansk aften den 12. april og fransk dag den 14. april.
Under filmfestivalen CPH PIX i København bliver der i Grand Teatret sat fokus på nye tendenser i filmlande som Italien, Brasilien og Frankrig. Til visningerne kan du møde instruktørerne, og der er nationale lækkerier.
Den 12. april er italiensk dag. I "La Prima Neve" af Andrea Segre danner den italienske natur rammen om det umage venskab mellem en traumatiseret flygtning og en faderløs oprører. Filmen er også en del af serien "Krigens Ansigter". Animationsfilmen "The Art of Happiness" af Alessandro Rak skildrer et Napoli på randen af undergang. Antonio Piazzas "Salvo" er en stemningsfuld, visuel tour-de-force, hvor en håndlanger tager en blind pige som gidsel.
Om aftenen den 12. april vises tre bud fra den uafhængige brasilianske filmscene: Fellipe Barbosas "Casa Grande" handler om den brasilianske overklasses forhold til pengeproblemer. I "Praia Do Futuro" møder Brasiliens sandstrande den tyske hovedstads grå boulevarder i Karim Ainouz' hyldest til vovemodet, kropsligheden og kærligheden mellem to mænd. "The Man of the Crowds" er en dialogløs film om to skæbner i storbyen Belo Horizointe.
Den 14. april vises tre franske film: I "Ung og Smuk" beslutter den 17-årige Isabelle sig i al hemmelighed for at blive luksusprostitueret efter at have mistet sin mødom under en familieferie i Sydfrankrig. Cathrine Breillat skildrer i "Abuse of Weakness", da hun som lam i venstre side af kroppen bliver franarret en formue af en forførende storsvindler. "The Kidnapping of Michel Houellebecq" skildrer den franske forfatter Michel Houellebecqs forsvinden i 2011.
>> cphpix.dk