15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hjemløshed og kreative løsninger

Udstilling

Hjemløshed og kreative løsninger

Udstilling i juni på Gallopperiet, Christiania, med fotos af Joe Steen og arkitekturforslag til billige boliger af Simon Hjermind Jensen.

FOTO: Joe Steen
1 af 1
07 jun 2014

I juni deltager Gallopperiet på Christiania i Copenhagen Photo Festival med to udstillinger i en: Sweet Home – Homeless og Structures for Nomads. 

Billederne er taget af Joe Steen, som har fotograferet hjemløse i mange år. 

"At der findes hjemløse i en skandinavisk velfærdsstat, hvor tryghed er overordentlig højt prioriteret – er en skandale. Dette paradoks påviser Joe Steen gennem sin fotodokumentation af den stressede hjemløse i bybilledet, indfanget sammen med symboler på den tryghed og komfort, der reklameres for i Københavns gader," skriver arrangørerne.

Sammen med Joe Steens fotoudstilling viser Gallopperiet arkitekt Simon Hjermind Jensens arbejder og modeller af billige boliger såsom nomadetræteltsprojektet.

På Christiana arbejder opfindere med at skabe billige boligløsninger, nulenergihuse og containerhjem, transportable hjemløsehjem og små boligområder med huse til skæve eksistenser, studerende og andre boligløse. 

Emnet er i øvrigt yderst relevant i forhold til Christiania, som netop opstod som et resultat af boligmangel, hvor unge boligløse væltede plankeværket ind til den forladte kaserne. 

Efter 40 års kampe med den danske stat befinder Christiania sig nu i en købssituation. Christianias selvbyggertradition udfordres – idet der skal gøres plads til 200 nybyggere som kan bidrage til at betale købssummen.

Gallopperiet, Christiania – til 29. juni. Tirsdag til søndag klokken 14-19.

Se: shjworks.dk og christiania.org