15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Styrk kampen mod fascismen

Offentligt debatmøde

Styrk kampen mod fascismen

Alle danske antifascister indbydes til debat i Aarhus.

28 jun 2014

Horserød-Stutthof Foreningen og FIR (Féderation Internationale des Résistants – Association Antifasciste) opfordrer til at styrke kampen mod fascismen.

"Det er ikke et øjeblik for tidligt, at danske antifascister mødes for i fællesskab at diskutere, hvordan vi kan styrke kampen mod fascisme og racisme", skriver Bodil Enoch, formand for Horserød-Stutthof Foreningen, og Anton Nielsen, formand for FIR-Danmark.

De indkalder til et debatmøde på lørdag klokken 13 hos 3F Transport, Logistik og Byg, Sommervej 5 i Aarhus, "hvor vi i fællesskab kan diskutere dette for os alle så presserende spørgsmål, og hvad vi gør ved det." Arrangørerne skriver videre:

"Krig, fremmedhad, racisme og terrorlove står øverst på den politiske dagsorden. Formålet fra regeringens side er at lukke munden på enhver opposition og indgyde angst i befolkningen, så kun de få tør sige deres mening. Samtidig kriminaliseres den internationale solidaritet. Frihedsbevægelser udråbes til terrororganisationer, og vil man ikke risikere at få en terroranklage fra PET på halsen, så skal man holde sig langt væk fra alt solidaritetsarbejde. Men det hverken vil eller kan vi!

Samtidig breder fascismen sig som en pest over hele Europa – Øst- som Vesteuropa. I Tyskland, Ungarn, Bulgarien, Italien, Grækenland, Polen, Estland, Letland, Litauen og nu sidst Ukraine, hvor fascistiske partier har indtaget syv ministerpladser.

I de skandinaviske lande ser vi et øget antal fascistiske provokationer og fysiske overfald på venstrefløjen, sidst i Malmø, hvor seks antifascister blev stukket ned med knive af nazistiske bøller."