Venstrepartierne i Europa oplever i disse år stor tilslutning – som for eksempel ved det nylige EU-valg. Denne artikel vil beskæftige sig med bevægelsernes og partiernes ideologi og især med  EU’s venstreparti, "Det europæiske Venstreparti".

Venstrebevægelsernes ideologi

I kølvandet på reaktionens sejr i Europa i 1989-90 fik venstrefløjspartierne vind i sejlene, fordi det nu var "bevist", at de – i modsætning til de kommunistiske partier - havde haft ret med hensyn til den virkeliggjorte socialisme. De blev stuerene, samtidig med at de kommunistiske partier blev voldsomt svækkede.

Et parti, der kalder sig socialistisk, men lægger afstand til marxismen, fører faktisk falsk varebetegnelse. 

Resultatet af socialismens nederlag for arbejderklassen lod ikke vente på sig. Skridt for skridt blev hævdvundne rettigheder tilbagerullet. Men efter 20 år i chok og med voksende undertrykkelse fra kapitalen og dens stat ulmer modstanden nu mange steder.

Det er på den baggrund, venstrefløjspartierne oplever både medlemstilvækst og i flere lande har fået placeringer i det parlamentariske system. De har i dag en styrke og en indflydelse, som vi i generationer ikke har set magen til.

I klassesamfundets ideologiske kamp står marxismen, praktiseret og forsvaret af de kommunistiske partier, over for den herskende klasses ideologi, den borgerlige ideologi. Kampen går over en bred front, simpelthen fordi den herskende klasses tanker er de herskende tanker i hele samfundet.

Aflæggere af de herskende tanker, det vil sige den af borgerlige ideologi, kendes som revisionisme, reformisme, 1) anarkisme,  trotskisme, "venstrekommunisme" med flere –ismer. De har altid været ledsagere i kampen mellem den marxistiske og den borgerlige ideologi, og de har altid eksisteret som en hindring for den marxistiske ideologis gennemslagskraft i arbejderklassen.

Den nye reformisme

Mens de fleste nok vil anerkende, at revisionisme og reformisme fungerer som borgerlig ideologi, vækker det måske undren, at vi også karakteriserer partier og bevægelser "til venstre" herfor som idelogiske aflæggere af den borgerlige ideologi. Det følgende vil samle sig om dette udsagn.

Det har som sin første forudsætning, at marxismen er en kæmpende, partísk ideologi, der stiller krav til sine udøvere om at tilegne sig den marxistiske verdensanskuelse (den historiske og dialektiske materialisme) herunder læren om klassekampen, og at de kæmper ensidigt på arbejderklassens side for socialismen.

For det andet beror udsagnet på, at ingen af venstrebevægelsens partier og ideologiske strømninger opfylder disse betingelser for kunne kaldes bærere af den marxistiske ideologi, eller nutidigt udtrykt: marxismen–leninismen.

For det tredje er tilhængere og medlemmer af disse partier og bevægelser ganske vist for det meste båret af ærlig humanisme og forestillinger om "retfærdighed". Men de forfægter derudover forskellige ideologiske og filosofiske og retninger, der enten i deres grund er borgerlige, eller gennem partiernes praksis borgerliggøres.

Venstrebevægelserne har undertiden præsenteret deres ideologi som "den tredje vej". Men lige så lidt som klassekampen har en selvstændig tredje part, lige så  lidt kan en tredie ideologi gøre sig selvstændigt gældende i klassekampen.

Hvor marxismen og socialismen siver bort, strømmer den borgerlige ideologi ind. Eller som Dimitrov udtrykte det (om nødvendigheden af forenet kamp mod fascismen): ”den, som ikke vil være hammer, bliver ambolt!”

Socialisme er ideologisk set lig med marxisme. Så et parti, der kalder sig socialistisk, men lægger afstand til marxismen, fører faktisk falsk varebetegnelse. Vi vil illustrere det i gennemgangen af Det europæiske Venstreparti.

De europæiske partier

Det europæiske Venstreparti (ELP) er et af de europæiske partier. Disse partier er EU-lovfæstede i overensstemmelse med en EU-forordning af 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan.

Alle de store partier i EU-landene har samlet sig i sådanne partier, alt efter deres samstemmende politiske mål. Socialdemokrater, liberale, grønne, kristelige og så videre. De er også åbne for partier i landene uden for EU.

Partiernes statutter er godkendt af EU, og de forudsættes således at have deres politiske virke inden for rammerne af EU’s traktater og lovgivning.

De europæiske partier forudsættes at have deres politiske virke inden for rammerne af EU’s traktater og lovgivning.

De modtager et årligt økonomisk tilskud som driftstilskud, og disse tilskud kan udgøre op til 85 procent af et partis udgifter. Til gengæld kontrolleres deres regnskaber, og EU-Parlamentet fører regelmæssig kontrol med partiernes arbejde.

Partiernes arbejde er knyttet til EU-parlamentet, og EU's formål med disse partier er klart nok at fremme en europæisk synsmåde og vinkel i parlamentets arbejde frem for nationale.

De europæiske partier må ikke forveksles med parlamentsgrupperne, der også optager  parlamentsmedlemmer, der ikke er medlemmer af et af de europæiske partier – som for eksempel Folkebevægelsen mod EU. Gruppetilhørsforholdet sikrer parlamentsmedlemmerne stemmeretten og finansiel støtte.

På den anden side er der absolut et sammenfald mellem de europæiske partier og  parlamentsgrupperne, hvad angår den partimæssige sammensætning.

Det europæiske Venstreparti 

Det europæiske Venstreparti (the ""EuropeanLeft" (ELP)) oprettedes i 2008 ved godkendt statut. I den erklærer partiet at samle "demokratiske partier fra det alternative og progressive venstre på det europæiske kontinent". Konkret rummer ELP partier, i hvis navne indgår "socialistisk", "arbejder-" eller "kommunistisk", foruden andre såkaldt alternative partier fra venstrebevægelsen.

Blandt de 26 medlemspartier er for eksempel: Die Linke (Tyskland), Frankrigs kommunistiske Parti, SYRIZA (Grækenland), Izquerda Unida (Det forenede Venstre), (Spanien), Rifondazione (Italien) og Enhedslisten (Danmark).

Et mindre antal partier har observatørstatus, heriblandt AKEL (Cypern) og DKP (Tyskland).

Aktuelt er ELP's øverste ledelse sammensat således:

Pierre Laurent, formand, (formand for Frankrigs kommunistiske Parti), Maria Teresa Mola, vicepræsident (Spanien, medlem af Izquerda Unidas føderale politiske råd), Alexis Tsipras, viceformand (Grækenland, formand for SYRIZA) og Marisa Matias, vicepræsident (Portugal, medlem af Bloco de Esquerda (Venstreblokken))

Mål og ideologi

Partiets mål fremgår af en agitationsfolder, hvorfra citereres:

"Vi kæmper for en omdannelse af den Europæiske Union; for en omdefinering af dens mål, politik og strukturer; for en økonomisk, social og økologisk produktionsmodel baseret på solidaritet, social retfærdighed, demokrati og selvbestemmelse for folkene, og som handler i folkets tjeneste. …

Vi stræber efter et samfund, som rækker udover kapitalistisk og patriarkalsk logik. Vort mål er et fredeligt samfund, menneskelig frigørelse, befrielse af mænd og kvinder fra enhver form for undertrykkelse, udnyttelse og udelukkelse."

Og fra ELP’s statut: "Vi) henviser til værdierne og traditionerne fra den kommunistiske, socialistiske og arbejderbevægelsen, fra feminismen, fra den feministiske bevægelse, fra bevægelsen for ligeberettigelse mellem kønnene, bevægelsen for miljø og bæredygtighed, fred og international solidaritet, menneskerettigheder, humanisme og antifascisme, progressiv og fordomsfri tænkning, både nationalt og internationalt. Vi arbejder sammen i traditionen fra kampene imod kapitalistisk udbytning, økologisk ødelæggelse, politisk undertrykkelse og kriminelle krige, mod fascisme og diktatur..." 

ELP forkaster "kapitalismen og … de finansielle hegemoni-grupper med deres verdensomspændende forsøg på at påtvinge folkene … deres neo-liberale politikker ved hjælp af de såkaldte politiske og økonomiske eliter".

Ideologien er et sammensurium, og begreber som "arbejderklasse", "klassekamp" og "revolution" forekommer ikke. Referencerne til den revolutionære og arbejderbevægelsen lægger mildnende afstand: "værdier" og "traditioner". Kapitalismens ondskab og uretfærdighed skyldes "de såkaldte politiske og økonomiske eliter".

ELP om krisen

ELP's 4. kongres afholdtes i december 2013, og slutdokumentet derfra er en væsentlig kilde til forståelse af partiets politik.

I fortalen hedder det, at Europa nu er i en dyb krise, der har sin årsag i det "finansialiserede kapitalistiske system og i EU's ultraliberale model, der overvåges af de finansielle markeder". Og europæiske ledere har valgt at gå "atlanticismens", NATO's og militære interventioners vej. Den vej "trækker hele kontinentet ned i recession, og EU vil geråde i en eksistensiel krise".

Men ELP "vil ikke sidde med hænderne i skødet, mens EU smuldrer, og risikere, at "monstrene (: fascister?) kryber frem af murbrokkerne", og ønsker heller ikke, at "nationalistiske løsninger sætter folkene op imod hinanden".

"Det er derfor, vi kæmper for en gendannelse af Europa, med andre ord for en ny definition af dets målsætninger, politikker og strukturer: en helt anderledes model - økonomisk, produktiv, social og økologisk, som er baseret på solidaritet, social retfærdighed og en folkelig suverænitet."

"Vi ønsker at tage magten tilbage fra finansens statskup".

ELP ønsker at "vise vejen for arbejdere og borgere, så at de kan tage magten over politiske beslutninger; vi ønsker … at tage magten tilbage fra finansens statskup".

I afsnittet, der behandler krisen i Europa, står der: ”Imidlertid er krisen i EU af en særlig natur, eftersom den hænger sammen med EU's  konstruktion og med de neoliberale doktriner, der er sat intensivt ind – før og efter krisens udbrud."

Ganske vist peger ELP på den forulykkede euro som et særligt træk i krisen i Europa, men hvad de neoliberale doktriner angår, er de jo ikke mere "neo" end "liberale", og de har kunnet ses i Rom-traktaten og frem, og de er lovfæstede i forfatningtraktaten! Senere i afsnittet står der:

"Krisen er systemisk. I storfinansens tjeneste har europæiske regeringsledere foretaget massive kapitaloverførsler, hvorved de har forvandlet bankernes gæld til offentlig gæld. Så 'gældskrisen' er altså en privat gældskrise!"

Det "systemiske" i krisen henviser ikke til kapitalismen som system eller til dens indre modsigelser - men til EU's krisehåndtering. Og dén kritiseres detaljeret og med korrekt inddragelse af både troika'en 2) og/eller Kommissionen, som kaldes udemokratisk og centralistisk. Meget talende for den praktiske politik er det dog, at det fremtrædende medlemsparti "SYRIZA" er en varm af tilhænger både EU og af euroen.

ELP om international politik

I det internationale afsnit kritiseres EU for ikke at være et redskab til fremme af internationalt samarbejde for udvikling, men for tværtimod at indgå frihandelsaftaler, der udnytter partnerne. I stedet for at arbejde for fred går EU i makkerskab med NATO og spiller her oven i købet en ledende rolle blandt de imperialistiske kræfter.

ELP fastslår, at "kapitalismen kan ikke menneskeliggøres" og har en række af forslag til at modvirke EU's udenrigspolitik. Her er plukket nogle eksempler i overskrift:

“at konfrontere den systemiske krise i den internationale storfinans; at foreslå en alternativ økonomisk model …; at reagere på udviklingens udfordringer: bekæmpe sult og fattigdom, give svar på energi- og fødevarekrisen og garantere adgangen til vand; at fremme værdier som solidaritet og lige rettigheder …; at dele magten, bygge ægte demokrati i stedet for kapitalens og patriarkatets magt … bekæmpe autoritære principper, anti-kommunisme og anti-socialisme.”

Det er igen en prøve på de borgerlige og ubrugelige analyser ("den systemiske krise i den internationale storfinans"), den fuldstændigt sammenrodede ideologi (kapitalisme sidestilles med "patriarkatets magt". Javist – klassekamp er kvindekamp, men "patriarkat" er ikke et begreb, der er fra samme skuffe som "kapitalisme".

ELP og imperialismen

En egentlig analyse af imperialismen findes ikke, men USA's og NATO's krigspolitik fordømmes. Fordømmelsen munder ud i ytring af modstand mod de mørkelagte forhandlinger om den store transatlantiske frihandelsaftale mellem EU og USA/Canada. Advarslen lyder, at denne aftale vil få indvirkning "på enhver økonomisk sektor, indbefattet de mest strategiske, kan ødelægge de europæiske staters økonomi og på begge kontinenter forringe arbejdernes rettigheder, samt sociale, miljømæssige og fødevarenormer".

Det udelades taktfuldt, at EU selv flittigt arbejder på disse ødelæggelser.

Er EU måske ikke selv imperialistisk?

"Forsvaret af fred og sikkerhed for folkene er en af ELP's vigtigste målsætninger." "Krig må forlades som et værktøj i internationale forhold." "Under NATO's formynderskab har EU for nylig deltaget i større internationale konflikter og har understøttet dets imperialistiske allieredes valg, især Israels krigeriske kolonipolitik i Palæstina."

Skal det forstås sådan, at EU ikke selv er imperialistisk?

 ELP ser dialog mellem progressive kræfter i hele verden som et uundværligt led i international politik. Særlige mål herfor er ventrekræfter i Latinamerika, i Middelhavsområdet, på det afrikanske kontinent og i BRIK-landene. 3)

Latinamerika: ELP ser udviklingen i nye regionale samarbejdsformer som mulig model for partiets omskabelse af EU, "et håbets vindue og et konkret eksempel på en alternativ model over for neoliberalismens globale dominans." ALBA nævnes, men betegnes ukorrekt som "overstatlig". ELP kræver, at blokaden mod Cuba hæves, og at "de fire" frigives. Det er jo positivt.

Middelhavsområdet: En analyse af urolighederne i den arabiske verden er kun skitseret. Der peges på en eksisterende dialog med relation til oprørene, påbegyndt i 2012 og fortsat under World Social Forum i Tunis samme år.

Det afrikanske kontinent: Det konstateres, at Europas fortid og EU's nuværende aftaler ikke er nogen gunstig baggrund for samarbejdet med det afrikanske venstre. Men ELP ønsker at "uddybe kontakterne". Så mange er ordene - men man kunne jo begynde med at interessere sig for Sahel-området, hvor EU både har store planer for udnyttelsen af området (: "udvikling og sikkerhed"), og hvor der føres krige.

BRIK-landene: Partiet vil gerne hjælpe en dialog på vej med venstrekræfterne for at afklare udsigterne for et "globalt alternativ til den neoliberale kapitalismes hegemoni".

ELP og det nationale spørgsmål

Om den gryende modstand i Europa hedder det, at krisepolitikken har vendt folkene imod politikerne og regeringerne, og korrekt nævnes den truende fare fra højre, herunder fra fascister og nazister.

"At skabe en front imod nedskæringer og for venstrefløjsalternativer."

Derfor må der fremvises alternativer, der må være bevægelse, og bevægelserne må forbindes. ELP's rolle forklares sådan:

 "Som progressive og antifascistiske kræfter er vort mål at hjælpe det europæiske folk til sejr i den mest intensive klassekonfontation, vi har set siden den finansielle krise i 1929 og under Anden Verdenskrig. Vi betragter os som som et redskab for dem, der er engageret i kampen mod uretfærdighed og udbytning. Vi fastholder vores ambition om at skabe en europæisk, politisk og social front imod nedskæringer og for venstrefløjs-alternativer."

At "hjælpe" og at være et "redskab" passer ikke så godt med ambitionen om "at skabe en samlet front". Klassekampen er her omdøbt til "klassekonfrontation", og de europæiske folk er blevet til "det europæiske folk". Det virker som en afstandtagen fra den kamp for national selvstændighed, der føres i de enkelte lande, og som er en nødvendig kamp for bevarelse af et demokrati for folkene. Det er også i modstrid med udsagn andre steder i dokumentet, som for eksempel i programmet.

Program

ELP's alternative program for Europa har fire hovedpunkter:

1) Fokus på beskæftigelse, social, økologisk og solidarisk udvikling: For eksempel krav om anstændige lønforhold og anstændig pension, forsvar for den offentlige sektor.

2) Frigørelse fra de finansielle markeder: økonomien i menneskets tjeneste: Den økonomiske og monetære union må ændres  radikalt. "I mellemtiden" vil ELP for eksempel begynde at stille kritiske spørgsmål vedrørende den Europæiske Centralbank.

3) Respekt for folkelig selvbestemmelse og demokratisk udvikling: For eksempel må kommissionen afgive magt til Parlamentet og til de nationale parlamenter.

4) Fred og samarbejde mellem folkene: Opløsning af NATO, fremmede baser ud af Europa, nye økonomiske og handelsrelationer med resten af verden, afskaffelse af Schengen- og Frontex-traktaterne, afvisning af forhandlingerne om "Det transatlantiske Partnerskab om Handel og Investering".

Disse mål vil aldrig kunne opfyldes inden for EU-traktaternes rammer, og de giver falske forestillinger om, hvad der kan opnås i EU-parlamentet. 

Initiativerne for 2014 og følgende år er: at organisere et årligt "Europæisk Forum for Alternativer", at programmere en årlig folkelig kampagne, og at organisere politiske arrangementer i naboregioner med deltagere fra ELP-partier og fra andre lande. ELP's 9. sommeruniversitet afholdes i år i Tyskland i samarbejde med Die Linke.

Sammenfatning

Dokumentet indeholder mange kritiske beskrivelser af EU's reaktionære og hykleriske politik. Den koloniale og krigspolitikken fordømmes, tilligemed samarbejdet med USA og NATO. Men  hverken klassekampen, klassekræfterne eller arbejderklassens særlige rolle i kampen mod monopolerne vises nogen opmærksomhed i dokumenterne. Ej heller den organiserede EU-modstand.

Krisens årsag placeres inden for forståelsesrammen: neoliberalismen og de finansielle monstre, og metoden til bekæmpelsen af krisen er - som også partiets erklærede mål - en rekonstruktion af EU.

Partiets aktiviteter består i at samle medlemspartiernes stemmeafgivelse i EU-parlamentet, at lancere politiske kampagner og at udsende solidaritetserklæringer, for eksempel i forbindelse med strejker eller andre kampe imod reaktionen, eller fordømmelser af reaktionær politik eller handlinger.

Ideologien er et sammensurium af "værdier" fra socialismens teori og praksis og fra enkeltsagsbevægelser. Løsrevne ord fra den marxistisk terminologi forekommer som pynt. Ideologien er ikke materialistisk/socialistisk, men idealistisk/borgerlig. Især de ukorrekte og ubehjælpsomme analyser af krisen og standpunkter til imperialismen afslører dette. ELP arbejder ikke for socialismen, det er ikke og vil ikke være et arbejderparti, endsige et socialistisk parti.

Men især unge, der higer efter forandringer og søger alternativer til det samfund, de lever i, kan føle sig tiltrukket af denne vidtfavnende friskhed og skikkelige politik. Problemet er, at kosten er kager og ikke det gode grovbrød.

Noter

1) Reformisme: overbevisning om, at man kan reformere sig ud af kapitalismen. Revisionisme: bestræbelser på at revidere marxismen, der kan bringe den i overensstemmelse med reformismens opportunistiske politik.

2) Troika’en er EU’s centralbank, Kommissionen og IMF.

3) BRIK-landene er Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Men Sydafrika er kommet til, så det burde egentlig være "BRIKS-landene", medmindre ELP med vilje udelader Sydafrika.

Kilder:

www.european-left.org

http://www.european-left.org/positions/congress-motions/documents-4th-el-congress

http://www.european-left.org/sites/default/files/leaflet_en.pdf