Forud for budgetvedtagelsen er gået en lang proces, hvor politikerne har diskuteret indbyrdes med hinanden, med borgerne og de ansatte. Der er meget på spil.

For kommunerne handler budgettet for borgerne om, hvor mange penge, der skal bruges på ældrepleje, børnepasning, skoler, beskæftigelse og en lang række andre opgaver. For de ansatte handler det om, hvorvidt der skal oprettes nye stillinger eller skæres ned.

By- og regionsråd er kun de sidste led i en lang beslutningskæde.

Fra alle sider investeres der megen energi, mange ressourcer og et stort engagement i processen. Netop fordi der er tale om konkrete spørgsmål med daglige konsekvenser for os alle. Og fordi lokalpolitikerne på kommunens rådhus og i regionsrådet er lige i nærheden og faktisk kan høre, hvad vi siger, i hvert fald hvis vi er nogle stykker, der går sammen om at sige det.

Nok er det de lokale og regionale politikere, som afgør, om den ene eller anden skole - eller hospital – skal nedlægges eller udbygges. Men om der overhovedet skal spares eller bruges penge er for længst besluttet længere oppe i det politiske beslutningshierarki.

Finanspagten udstikker linjerne

Det lokale og regionale budgethjul begynder i virkeligheden et helt andet sted, nemlig med Danmarks tilslutning til Finanspagten og vedtagelsen af Budgetloven, som sætter rammerne for den offentlige økonomi. 

Hver af landets 98 kommuner og fem regioner gør udgifter og indtægter op én gang årligt, når de i oktober måned vedtager budgetterne for det kommende år. Danske Regioner og KL har allerede i forsommeren indgået økonomiaftaler med regeringen, som lægger rammerne for service- og anlægsudgifterne og for den kommunale skatteudskrivning.

Budgetloven står over de andre love og har til formål at styre hele den offentlige økonomi ud fra på forhånd opstillede måltal.

Regeringen overholder disse måltal. For 2015 skønner man, at det offentlige underskud holder sig på tre procent af bruttonationalproduktet (BNP), at gælden ligger under grænsen på 60 procent af BNP, og at det strukturelle balanceunderskud bliver lige under 0,5 procent.

Vi må flytte fokus

Det er alle krav, som stammer fra Stabilitets- og Vækstpagten og Finanspagten. Og som i Danmark via Budgetloven sætter rammerne for den offentlige økonomi. 

På trods af, at det afgørende ord siges på EU’s ministerrådsmøder og i Folketinget, har borgerne – og i øvrigt også fagbevægelsen - haft mest fokus på kommunal- og regionsbestyrelser, når det handler om velfærdsspørgsmål.

Men selv om lokalpolitikerne ikke er skyldfrie, bør vi alligevel forskyde velfærdsdiskussionen opad og stille regering og Folketing til ansvar for deres stemmeafgivning i Bruxelles. Især fordi vi kender konsekvenserne for dagligdagen på de kommunale og regionale arbejdspladser og for den samlede velfærdsproduktion.

Forkortet af redaktionen