Fascisme i pressen før og nu
Fascisme i pressen før og nu
Debataften hos Demos i København tager afsæt i Morten Things dokumentarbog: "Jyllands-Posten, diktaturet, krystalnatten og jøderne".
Den 9. november 1938 indledte nazisterne forfølgelsen af og terroren mod jøder over hele Tyskland. Gaderne flød med glasskår efter rudeknusninger, derfor bliver den kaldt Krystalnatten.
I anledning af Krystalnatten inviterer Demos til debataften med oplæg af Morten Thing lørdag den 8. november klokken 19-21 i Elmegade 27 i København.
Morten Thing udgav sidste år dokumentarbogen "Jyllands-Posten, diktaturet, krystalnatten og jøderne" (skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nummer 56) om behandlingen af jødespørgsmålet i 30'erne, om politikeres og pressefolks opbakning og beundring af den voksende fascisme.
"Hele beskrivelsen minder på betænkelig vis om den aktuelle politiske debat om "behandling af flygtninge i nærområder" og belyser pressens meget store medansvar i meningsdannelse og påvirkning af politikernes pragmatiske perspektiv," skriver Demos i indbydelsen. Demos er en forening, der arbejder for at bekæmpe enhver form for højredrejning i det danske samfund.
Til mødet er der kaffe, te og kolde drikkevarer.
>> LÆS HER