10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

USA bruger olieproduktion som strategisk våben

Fører krig på flere fronter

USA bruger olieproduktion som strategisk våben

Ved at producere olie i mængder, der ikke har været større i tre årtier, presser USA den globale oliepris i bund. Målet er at svække lande som Venezuela, Iran og Rusland, der udfordrer USA’s dominans.

USA’s præsident Obama bruger verdensmarkedsprisen på oile som geopolitisk våben for at svække lande som Rusland, der udfordrer USA’s globale dominans.
FOTO: A lexey Druzhinin/AFP/Scanpix
1 af 1

På blot et halvt år er prisen på råolie faldet med hele 30 procent på verdensmarkedet. Fra at have kostet 115 dollars per tønde i juni måned faldt prisen i midten af november helt ned under 80 dollars. Det er det laveste niveau siden september 2010.

Faldet sker oven i købet midt i, at Mellemøsten, der rummer verdens største olieressourcer, er kastet ud i en blodig krig, som normalt har medført stigende oliepriser.

Ifølge Sir Ronald Sanders fra London University skal grundene til den faldende oliepris hverken findes i humanitære hensyn til fattige landes mulighed for at købe billig olie eller i markedskræfternes frie spil. Der er derimod tale om et politisk spil.

I en ny rapport om den faldende oliepris har det amerikanske analysebureau Stratfor foretaget en grundig analyse af dens årsager og konsekvenser.

Grundene til den faldende oliepris skal hverken findes i humanitære hensyn til fattige landes mulighed for at købe billig olie eller i markedskræfternes frie spil. Der er derimod tale om et politisk spil.

Som noget helt centralt for olieprisens nyeste udvikling fremhæves udviklingen i den nordamerikanske olieproduktion. I de seneste år har USA således skruet op for den nationale olieproduktion og ligger nu på et niveau, der ikke har været større siden midten af 1980'erne.

Desuden har Saudi-Arabien oversvømmet markedet med billig råolie efter aftale med USA, skriver den amerikanske professor og forsker William Engdahl. Denne hemmelige aftale skal ifølge Engdahl være indgået mellem det saudiske styre og USA på et møde den 11. september mellem kong Abdullah og den amerikanske udenrigsminister John Kerry.

Samtidigt har den globale efterspørgsel på olie ifølge Stratfor været aftagende siden midten af forrige årti, hvor blandt andet en faldende vækst i Europa og Kina har medført et lavere olieforbrug.

Denne kombination gør, at man kan forvente en oliepris, der vil ligge under 100 dollars i hele 2015

USA oversvømmer markedet

I sidste måned kunne nyhedsmagasinet The Economist drage en foreløbig konklusion på baggrund af de sidste måneders udvikling i olieprisen:

"Det er USA og deres venner, som drager fordel af faldende oliepriser. Deres mest betydelige kritikere gør derimod ikke", lød vurderingen.

I analysen fremhæver The Economist, at især lande som Venezuela, Iran og Rusland rammes hårdt af den faldende oliepris. De tre landes statsindtægter er nemlig i høj grad afhængige af indtægten fra olieeksport.

For Venezuelas vedkommende har man brug for, at den globale oliepris ligger på omkring 120 dollars per tønde. I Iran er situationen endnu mere alvorlig, hvor man behøver en pris i omegnen af 135 dollars, mens Rusland gerne ser en pris på omkring 100 dollars

Hvis prisen på olie skal stige igen, er det ifølge Stratfor nødvendigt med en opbremsning i den globale olieproduktion, først og fremmest den amerikanske.

Ser man på udviklingen i den amerikanske olieindustri, tyder intet dog på, at USA for tiden har planer om at standse olieproduktionen.

Tværtimod kunne den amerikanske nyhedscentral CNBC i begyndelsen af denne måned berette, at markedet fortsat oplever "en sand stormflod" af amerikansk produceret olie. Samtidigt er antallet af olieboreplatforme i USA nået sit højeste nogensinde.

Presser geopolitiske modstandere

Eksplosionen i den amerikanske olieproduktion kommer ikke tilfældigt.

Blandt de olieproducerende lande er der således stor forskel på, hvordan man i den nuværende situation vil være i stand til at imødekomme den faldende oliepris.

Olieproducerende lande som Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait har på grund af mange års høje oliepriser flere hundrede milliarder dollars i reserve og står ifølge Stratfor derfor særdeles godt rustet til at stå imod tider med lave oliepriser. 

Anderledes ser det ud i lande som Venezuela, Rusland og Iran, der alle i en årrække har udgjort en geopolitisk modvægt til USA.

Iran har igennem en årrække været udsat for økonomiske sanktioner. The Economist peger på, at regeringen i Teheran længe har haft problemer med at skaffe penge til de sociale og økonomiske forbedringer, som man har stillet befolkningen i udsigt.

Den faldende oliepris sætter dermed den iranske regering under ekstra pres forud for næste uges forhandlinger med USA om Irans atomvåbenprogram, hvor USA netop vil bringe sanktionerne af Irans olie ind i forhandlingerne.

Af de lande, der rammes af den faldende oliepris, er det dog ifølge Stratfor-rapporten især Venezuela, der risikerer at mærke de største politiske konsekvenser.

I Venezuela er det primært indtægter fra olie, der har finansieret de mange sociale forbedringer, som den socialistiske regering har gennemført.

En reduktion af olieindtægterne vil derfor gøre det svært at importere en række basale varer, der har været afgørende i forhold til at sikre regeringen folkelig opbakning, skriver Stratfor.

Endeligt mærker også Rusland til den faldende oliepris, hvor indtægter fra salg af olie ifølge Stratfor udgør halvdelen af det russiske statsbudget. 

De faldende olieindtægter tvinger dermed Putin-regeringen til at vælge mellem at bruge penge på militærudgifter i den strategiske kamp om Ukraine eller at rette op den hjemlige økonomi.

"Såfremt oliepriserne bliver på det nuværende niveau eller ligefrem falder yderligere, vil presset stige og Kremls fremtidige stabilitet blive undermineret", konkluderer Stratfor-rapporten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. nov. 2014 - 11:51   21. apr. 2020 - 14:44

Analyse

ch@arbejderen.dk
Fakta olie
  • Prisen på olie måles per tønde, hvor en tønde svarer til 159 liter. Produktion af olie opgøres i tønder per dag.
  • Den daglige produktion ligger mellem 75 og 80 millioner tønder olie.
  • Prisen på olie toppede historisk i juli 2008 med 150 dollars for en tønde. I september 2015 lå den under 50 dollars.
  • Mandag den 20. april 2020 nådede den en historisk bund på minus 37,63. Prisen steg igen, men forblev ekstrem lav.

Kilder: stratfor.com, investopedia.com