Det lille Odenseforlag Mellemgaard har fået den gode idé at lave et portræt af en af de betydeligste danske musikkonstellationer i dansk populærmusik.

Lasse Helner var den komponerende pigtrådsmusiker fra pigtråds-gruppen Baronets og hippiepigen Mathilde kom fra de politiske Hvalsø-spillemændene.

Elisabeth Saugmann har skrevet en fin bog om duoen Lasse og Mathilde og deres mange musikalske venner gennem en lang og prisværdig karriere inden for folk- og rockmusik.

Lasse Helner var den komponerende pigtrådsmusiker fra pigtrådsgruppen Baronets og hippiepigen Mathilde kom fra de politiske Hvalsø-spillemændene.

Indblik i hippietiden

Bogen vil gerne fremelske billedet af ungdomsoprøret, med ø-lejre, blomster, demonstrationer kollektiver. Det var en guldalder for såvel den politiske rock som folkemusikken. og den bruger til dette Lasse og Mathilde som det naturlige fikspunkt. Med succes.

Bogen er ikke "bare" et skønmaleri af parrets succeser, men skildrer også de mange bump, der har været på vejen. Bogen giver et flot billede af tiden fra midten af 1970’erne, da deres fælles karriere og forhold startede. Det sker gennem interviews og vidnesbyrd fra folk, der havde fingeren på pulsen og var en del af det hele.

Der er masser af stof om venner som Wili Jønsson fra Gasolin, den nylige Gelsted-Kirk-Scherfig pris vinder Peter Ingemann fra Røde Mor, hans senere makker Niels Skousen, Jan Toftlund, Niels Hausgaard, Peter Thorup, Monrad og Rislund, Alex Riel, Ole Fick og en del andre. Historierne, anekdoterne og diverse røverhistorier står i kø for at blive fortalt.

Hjem til Lundeborg

Parret blev "opfundet" af Peter Abrahamsen. Det mødtes i 1975, da det indspillede Tove Ditlevsens digtsamling "Pigesind". Det blev en succes, og en fælles karriere og parforhold var en realitet. Parret flyttede tilbage til Fyn, hvor de kom fra, og det betød en opblomstring af musikmiljøet på øen.

Samme år lancerede de landeplagen "Lundeborghymnen", skrevet af den lokale Ove Bager. På Ryslinge kro, ejet af Midtfyns Festivalens ejer Peter Færgeman, hvor tidens folk-– og rockmusikere samledes, løb parret festivalen i gang sammen med Jan Toftlund, Kim Larsens "Starfuckers" og vennerne. Duoen blev synonym med festivalen og var begge i perioder booker på den.

Jan Monrad skrev senere evergreenen "Fyn er fin", om livet på kroen, der blev Lasse og Mathildes signatursang.

Høj hat og blomster i håret

Parret optrådte nu på alle festivaller, i radio og tv. Der var medvind på cykelstien og de blev gift med høj hat, blomster i håret og hestevogn i Ryslinge frikirke.

Så kom albummene "Små giganter" og "Sort/Hvid" og Mathildes soloalbums "Rødt og Hvidt" 1 og 2 med en efterfølgende nedtur med skattegæld, for megen druk, flytten fra hinanden og så videre. Parret fandt sammen igen og kom op på hesten igen.

Lasse skrev musikken til kabareten ’Vi venter på PH’ om den kulturradikale Poul Henningsen og turnerede med socialdemokratiet for Anker Jørgensen.

Helner og Benny Holst lavede en mindeforestilling "Friheden tur/retur" om vennen Jan Toftlund, der engang skrev "der er malurt i min cognac" om sit misbrug. Det fik Helner til at stoppe sit drukmisbrug, inden han endte på "Elefanternes kirkegård", som det kaldtes i miljøet, og han var med til at stifte foreningen ’Kendte alkoholikere’.

Kærligheden til New Orleans

I 90’erne fik parret et særligt forhold til New Orleans. De har spillet støttekoncert i byen for orkanen Katharinas ofre, Mathilde er involveret i et sundhedsprojekt og de har indspillet albummene "Time and Again" (1991) og "Varm magi" (1996). Lasse Helner har lavet den fine "At Memphis Station" (2006) med gamle Elvis Presley-musikere i byen med U2 og Dylans producer, canadiske Daniel Lanois.

I 2000 kom "Fantasistykker", i 2005 Lasses "Dreamtime" og i 2007 parrets "Spor med Piet Hein", hvor Niels Hausgaard, Niels Skousen, og Trine Dyrholm medvirker. Sidste år udkom den dejlige "Verden venter".

Elisabth Saugmanns "Lidt hippie er man vel altid" er et dejligt gensyn med en inspirerende, svunden tid. Spændende er også skildringen af brudflagerne mellem "stokrose socialisterne" som duoen, og den politisk musik som for eksempel Savage Rose.

Forfatteren burde have forsynet bogen med et navneregister og en diskografi.