Den unge Maxim
Den unge Maxim
Club Stalin i Husets biograf i København viser første del af Kozintsev og Traubergs trilogi om den revolutionære arbejder Maxim.
Året er 1910, og den unge Maxim er tilfreds med at passe sig selv og sit arbejde, men da den charmerende lærer (og hemmelige socialistiske organisator) Natasha får vanskeligheder med tzarens politik, kommer han hende til undsætning og slutter sig således til revolutionen. Efterhånden som hans kampfæller dør eller kan se frem til fængsel, hærdes has revolutionære sindelag.
Maxim-triologien af forfatter og instruktør-duoen Grigori Kozintsev og Leonid Trauberg følger den bolsjevitiske ydmyge start, senere succes og de deraf følgende udfordringer, set gennem øjnene af den unge revolutionære arbejder Maxim. Trilogien regnes for en af de mest populære sovjetiske filmproduktioner i 30'erne og gjorde skuespiller Boris Chrikov ubestridt Sovjetunionens mest berømte filmstjerne i slutningen og 30'erne og i 40'erne.
Club Stalin viser hver måned en film fremstillet i Sovjetunionen i 30'erne. Alle film vises på de originale 16 mm ruller med russisk tale og danske undertekster.
Billet koster 50 kroner. Billetreservation: jack.stevenson@mail.dk. Køb billet på visningsdagen i biografens cafe, der åbner klokken 18:30.