Fra græsk valg til dansk retsundtagelse
Fra græsk valg til dansk retsundtagelse
Karina Rohr Sørensen, medlem af forretningsudvalget og landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU, holder oplæg i Røde Hus i Hillerød.
På søndag er der parlamentsvalg i Grækenland. Venstrefløjspartiet Syriza er favorit til at overtage regeringsmagten. Partiet lover en ny økonomisk kurs, men vil hverken opgive euroen eller EU, hvilket har fået forskellige økonomer til at kritisere Syriza for at love mere, end det kan holde.
Det har vi kunnet læse i Arbejderen. Her har også været en kommentar af Karina Rohr Sørensen om Grækenland, hvor hun påpeger, at Syriza både vil blæse og have mel i munden.
To dage efter det græske valg – på tirsdag klokken 19 i Røde Hus i Hillerød – har Nordsjælland mod EU (en af Folkebevægelsen mod EU's lokalkomiteer) indbudt hende til at orientere om og diskutere situationen i Grækenland.
Karina Rohr Sørensen, som er medlem af forretningsudvalget og landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU, vil på det offentlige møde også orientere om indholdet af Danmarks retsundtagelse, og hvad fordelen er ved den frem for tilvalgsordningen.
Emnet er aktuelt, da retsundtagelsen snart skal til folkeafstemning – senest 31. marts 2016. Derfor sætter Folkebevægelsen nu lidt turbo på oplysningsarbejdet.
Med tilvalgsordningen skulle Folketinget kunne tilmelde Danmark – bindende – på det ene eller det andet område. Men den går ikke, ifølge professor Peter Pagh: Enten bestemmer Danmark over retsområdet, eller også bestemmer EU.
Efter oplæg er der tid til spørgsmål og debat.
Entreen er gratis, alle er velkommen. Kaffe og te serveres, øl og vand kan købes.