Debat om handicappolitik og forældrebetaling
Debat om handicappolitik og forældrebetaling
Mød en forælder, en politiker og fagfolk hos Hjerneskadeforeningen i Aarhus.
Handicappolitikken er under pres af kommunens økonomi.
Børn med handicap kategoriseres med henblik på at spare på indsats: ”lille udviklingspotentiale” eller ”stort udviklingspotentiale”. Forældre sættes til at betale for barns døgnanbringelse. Hvad blev der af ”barnets reform” i arbejdet med de handicappede børn? Hvordan har helhedssynet det i forhandlingerne om anbringelse og betaling?
Denne problematik er til debat på et offentligt møde i Aarhus nu på torsdag klokken 19 hos Hjerneskadeforeningen.
Her vil Dorte Pletner Bagge, som er forælder til døgnanbragt barn med handicap, debattere med Thomas Medom, socialrådmand i Aarhus, Marianne Banner fra Landsforeningen Autisme og en socialrådgiver.
"Forældrebetaling, handicappolitik og socialrådgiverarbejde", som er mødets titel, arrangeres af Socialpolitisk Forening Aarhus, LEV Aarhus, Birkebakkens Forældreforening og Landsforeningen Autisme Kreds Østjylland.
Hjerneskadeforeningen bor i Marselisborgcentret bygning 11, kælderen, ved Harald Jensens Plads.