Hvor svært kan det være at give en undskyldning?
Hvor svært kan det være at give en undskyldning?
Demonstration foran Københavns Byret. Retsmødet starter klokken 9:30.
Godhavnsdrengene er en forening stiftet for 12 år siden af gamle Godhavnsdrenge – drenge, der helt frem til 1975 var anbragt i kortere eller længere tid på børnehjemmet Godhavn i Tisvilde.
De stiftede foreningen med det ene formål at stille staten til regnskab for dens svigtende tilsyn. Sidenhen er foreningen vokset, da det ikke kun var på Godhavn, at børn blev behandlet som skidt. Nu repræsenterer foreningen samtlige tidligere anbragte, uanset hvor de var anbragt. Det oplyser Poul-Erik Rasmussen, som er formand for foreningen.
I morgen formiddag demonstrerer Godhavnsdrengene foran Københavns Byret. De kræver en officiel undskyldning for statens svigtende tilsyn med børnehjemmene.
Bag kravet om en officiel undskyldning ligger, at drengene, der nu nærmer sig pensionsalderen, i 60’erne og 70’erne både blev fysisk og psykisk vanrøgtet, samtidig med at tilsynsmyndighederne så passivt til.
Selve retsmødet er offentligt og begynder klokken 9:30.
Det retlige skridt er taget, fordi politikerne ikke af sig selv har taget initiativ til at give en undskyldning for krænkelser, der godt nok skete i en anden tid end den, hvor de nuværende politikere har haft et ansvar.
Flere gange i de seneste 10 år har Godhavnsdrengene forsøgt at få optaget sagen til domsforhandling gennem Fri Proces, men indtil nu er de blevet hældt ned af brættet med den begrundelse, at det er svært at dømme fortidens gerninger på nuværende børneopdragelsesprincipper.
Det et skinargument, mener Godhavnsdrengene, som påpeger, at de ud over at blive udsat for tæsk med alt fra de bare næver til slagtøj i form af river og andet værktøj også er blevet udsat for systematiske og hemmelige medicinske forsøg. Det dokumenteres i "Godhavnsrapporten", der udkom i 2011.
Tortur, med andre ord. Det er i hvert tilfælde det, som Godhavnsdrengene gennem deres advokat Bjørn Elmquist vil fremføre.
Helt præcist vil de henvise til Artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der handler om tortur. Og hvis det er tilfældet, kan sagen aldrig forældes, som nogle politikere ellers har været ude at påstå.
Målet med demonstrationen er ikke at vinde en traditionel retssag, men først og fremmest at få fremtvunget en politisk erkendelse af, at der skete en række krænkelser af børns helt fundamentale rettigheder til omsorg og beskyttelse.
Socialpolitisk Forening er gået ind i sagen, da den mener, at en officiel undskyldning er på sin plads, da det netop signalerer, at den slags absolut ikke må ske i fremtiden, og at de ansvarlige myndigheder må lægge sig i selen for, at det ikke sker igen. Derudover er Socialpolitisk Forening af den mening, at børnehjemsbørnene med en officiel undskyldning får en medmenneskelig anerkendelse af, at det ikke var dem, der var noget i vejen med som børn, men at det var systemet, der svigtede.
Nytorv, København
torsdag den 26. marts klokken 9