16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Deltag i Danmarks største ”ja” til ligebehandling

Invitation

Deltag i Danmarks største ”ja” til ligebehandling

FN's antiracismedag markeres i Nørrebrohallen i København.

21 mar 2015

Vær med til at markere FN's internationale dag mod racisme og diskrimination lørdag d. 21. marts 2015 kl. 13-16 i Nørrebrohallen.

Blandt deltagerne og talerne er Manu Sareen, minister for børn, integration, ligestilling og sociale forhold; Viorel Matei Ardeleanu, Rumæniens ambassadør; Dennis Kristensen, formand for FOA; Søren Heisel, forbundssekretær i 3F og Hassan Preisler, forfatter og skuespiller.

I 1966 erklærede FN den 21. marts for international dag for bekæmpelse af racistisk diskrimination. Det blev denne dag, fordi politiet den 21. marts 1960 dræbte 69 mennesker ved en fredelig demonstration i byen Sharpeville i Sydafrika.

Men diskrimination og racisme er ikke noget, der kun hører fortidens Sydafrika til. I dagens Danmark oplever næsten halvdelen (45 procent) af alle flygtninge, indvandrere og efterkommere at blive udsat for diskrimination (JF: Det nationale integrationsbarometer).

Derfor er det målet, at så mange som muligt møder op lørdag i Nørrebrohallen for at høre taler, tanker og musik, der kan føre til handling. Så kom og vær med til at sige fra over for racisme og diskrimination – og tilslut dig Danmarks største ”JA” til ligebehandling.

Dagen afsluttes med en støttekoncert af Ataf, Nadia Gattas og Danni Toma. Sammen har de skrevet en sang til formålet. De vil også optræde med egne numre.

Vi ses i Nørrebrohallen (Multisalen), Nørrebrogade 208, 2200 København N – tilmelding er ikke nødvendig. Alle er velkomne, og det er GRATIS!

Arrangeret af: Ankestyrelsen, Enheden for antidiskrimination, Institut for Menneskerettigheder, Københavns Kommune, Stemplet, Dansk Metal, FOA, Spillerforeningen og 3F.