Verdens ældste aktive fredsforening udstilles
Verdens ældste aktive fredsforening udstilles
Udstilling på Kvindemuseet i Aarhus åbnes onsdag og kan opleves året ud.
I dagene 28.-30. april 1915 samledes 1200 kvinder fra 12 forskellige lande i Haag for at protestere mod den igangværende Første Verdenskrig og for at diskutere, hvad de kunne gøre for at standse krigens ødelæggelser. Mødet førte til stiftelsen af Women's International League for Peace and Freedom.
Bevægelsen mobiliserede aktive kvinder i mange lande – heriblandt Danmark – med det fælles mål at arbejde for fredelige løsninger frem for blodige konflikter.
Onsdag på Kvindemuseet i Aarhus åbner udstillingen FRED Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed 1915 – 2015.
Udstillingen følger nogle af datidens stiftere og viser den idealisme og ildhu, med hvilke kvinderne kæmpede for fred. Gennem arkivalier og genstande, fotografier og samtidige filmklip skal fortællingen om kvindefredsligaen skabe grundlag for en debat om krig og fred her 100 år efter.
Ved åbningen klokken 16 taler Ida Harsløf fra Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed.
Udstillingen om verdens ældste aktive fredsforening vises året ud. Den er støttet af den danske UNESCO-nationalkommission og Hulda Pedersen Legat.
Domkirkepladsen, Aarhus
onsdag den 27. maj klokken 16