Indsamlingsfest i Aarhus
Indsamlingsfest i Aarhus
Den 14. november i Fritidscentret, Skovvangsvej 127, kan du opleve De Splittergales show om det psykiatriske system, foredrag ved billedkunstner og grafiker Thomas Kruse og tale ved Marianne Gilbert Nielsen, formand for BUPL Århus.
Lørdag den 14. november er der indsamlingsfest i Aarhus for alle læsere og venner af Arbejderen. Den foregår på Fritidscentret, Skovvangsvej 127. Sæt kryds i kalenderen, og vær med til at skaffe penge til den røde avis, tag familie og venner med!
Den store frokostbuffet er klar klokken 14 med sild og anden fisk med brød. Senere bliver forskellige stege, vintersalater og kartofler sat på bordet. Menuprisen er 100 kroner. Drikkevarer sælges til støttepriser.
En kage skal der heller ikke mangle. Det bliver ”Huskekagen 2015”, og det er en overraskelse under selve festen, hvem der skal modtage den.
Marianne Gilbert Nielsen, formand for BUPL Århus, holder tale, og billedkunstner og grafiker Thomas Kruse holder foredrag under overskriften, ”Et billede siger mere end tusind ord”, og viser eksempler på det store lærred.
Senere rykker De Splittergale ind med et show over det psykiatriske system – et festorgie af både gøgl, gags, gårdsangerviser og sigøjnermusik.
I år har De Splittergale med orkesterleder Jacob Hogrebe modtaget to priser: Scharnbergfondens Uofficielle Pris og Sportgoodfondens Hæderspris. En anerkendelse af mange års arbejde med at skabe glæde hos psykisk sårbare.
Effekter til auktion og lotteri kan afleveres i Café Oskar, Mejlgade 49, fredage mellem 15:30 og 17:30.
Tilmelding – senest 3. november – til Karin på 20 94 84 52.