Enhed i 30'erne og i dag
Enhed i 30'erne og i dag
De kommunistiske partier indbyder til at diskutere, hvordan vi kan opbygge enhed i arbejderbevægelsen. Offentligt møde i Valby.
Der er behov for at diskutere, hvordan vi kan opbygge faglig og politisk enhed i arbejderbevægelsen. Det mener de kommunistiske partier i Danmark.
På et offentligt møde torsdag den 20. august klokken 17-19 hos 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, Mølle Alle 26 i Valby, taler Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark, Jacob Jensen, Danmarks Kommunistiske Parti, og Jan Mathisen, Kommunistisk Parti, om kampen for arbejderklassens enhed i 30'ernes Europa og i dag.
"Fra første dag er den nye regering gået til angreb på arbejderklassens løn- og arbejdsforhold," skriver arrangørerne i indkaldelsen til mødet og fortsætter:
"I hele EU vokser racisme og fremmedhad, hånd i hånd med antikommunisme og krigsforberedelse. I en række lande arbejder fascistiske og fremmedfjendtlige organisationer stadig mere åbenlyst. Demokratiet udhules med terrorlove og overførsel af stadig mere magt til EU fra nationalstaterne. I flere lande er kollektive overenskomster forbudt, og magthaverne forsøger at svække fagbevægelsen."
Anledningen til mødet er 80-året for Kommunistisk Internationales (KOMINTERN's) 7. verdenskongres i 1935, hvor spørgsmålet om arbejderklassens enhed stod øverst på dagsordenen, og hvor Georgi Dimitrov holdt sin historiske tale om skabelsen af arbejderklassens enheds- og folkefront.
"Talen giver derfor inspiration i forhold til de udfordringer, arbejderbevægelsen står overfor i dag, både i Danmark og i resten af Europa."