Oktoberkoret fortolker Brecht
Oktoberkoret fortolker Brecht
Koret optræder i den fredede Dansepavillon i Københavns Sydhavn med blandt andet Bertolt Brechts Svendborgergedichte.
Dansepavillonen, som er en del af Kulturhuset Karens Minde i København, danner søndag den 20. september klokken 15 ramme om en musikalsk fortolkning af ni af Bertolt Brechts digte skrevet i Svendborg.
Den tyske digter, forfatter og dramatiker Bertolt Brecht levede i eksil i Svendborg fra 1933-1939 på flugt fra nazismen. I Svendborg fortsatte han med at skrive imod det barbariske styre i syd og udgav i 1937 en digtsamling med det nærliggende navn Svendborgergedichte.
Digtene handler om livet som flygtning og om Hitlers krigsforberedelser. Ni af disse digte har den svenske komponist Håkan B. Carlsson sat i musik og arrangeret for kor.
Sangene bliver fortolket af det socialistiske kor Oktoberkoret i den historiske og fredede Dansepavillon.
I første del af Oktoberkorets koncert dirigerer korets faste dirigent Jørgen Allan Christiansen Svendborgergedichte, mens den rumænske pianist Carmen Mezei akkompagnerer på klaver.
I anden del fremfører Oktoberkoret numre fra det faste repertoire, der rummer tekster og musik af blandt andre græske Mikis Theodorakis, svenske Mikael Wiehe, danske Klaus Rifbjerg samt Jørgen Allan Christiansen. Her akkompagneres koret af en række professionelle musikere.
Koncerten er arrangeret af Oktoberkoret i samarbejde med Karens Minde Kulturhus og er muliggjort med økonomisk støtte fra Lokaludvalget i Kongens Enghave.
Der er gratis adgang til koncerten.
Wagnersvej 19, København
søndag den 20. september klokken 15-17