15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kurdere inviterer til demo for Kobane

Demonstration

Kurdere inviterer til demo for Kobane

Demonstration i København for frihed og genopbygning af den kurdiske by Kobane.

01 nov 2015

FEY-KURD (sammenslutningen af kurdiske foreninger) og Kurdisk Forum arrangerer i samarbejde med Enhedslisten en demonstration i København den 1. november, på den internationale Kobanedag.

"Det vakte international begejstring, da den kurdiske by Kobane blev befriet fra Islamisk Stats belejring sidste år. I næsten fire måneder var der intense gadekampe, bombardementer og forsøg på at udrydde alt liv i Kobane, mens kurdiske mænd og kvinder indenfor YPG/YPJ tappert forsvarede Kobanes fremtid såvel troen på frihed, demokrati og ligestilling," skriver arrangørerne, og de fortæller videre, at tusindvis af kurdere var nødt til at flygte under bombardementerne. Nu er flygtningene ved at vende tilbage til Kobane, men det er ingen huse, hospitaler og skoler.

Det er især Tyrkiets embargo og blokade for nødhjælp, der gør det svært at genopbygge byen. Kun den humanitære korridor, der for nylig blev åbnet fra irakisk Kurdistan, muliggør, at internationale organisationer kan komme igennem med hjælp.

Størstedelen af hjælpen kommer fra kurdere over hele verden, som samler ind til genopbygningen.

En demonstration for frihed og genopbygning af Kobane starter søndag den 1. november klokken 14:30 i Enghaveparken. Klokken 15 gås i fakkeloptog til Rådhuspladsen, hvor der fra klokken 16 er taler samt musik ved Henrik Strube og Fahri Dag.

Man kan støtte genopbygningen af Kobane ved at give et bidrag til støtteforeningen via www.kobanestottefond.dk