14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Europæisk klimaløb krydser Danmark

Klimabevægelse

Europæisk klimaløb krydser Danmark

Et stafetløb fra Kiruna i Nordsverige til Paris varmer op til FN's klimatopmøde COP21 i Paris. Den 20.-22. november krydser det Danmark.

20 nov 2015

RUN FOR YOUR LIFE ankommer til København fra Malmø den 20. november cirka klokken 20 i Kastrup. Her begynder den danske deltagelse i en af verdens største klimaaktioner med over 1000 deltagere i fem lande. Over to dage stiller danske frivillige løbere og organisationer op for hver at løbe minimum fire kilometer som en del af samlet strækning i Danmark på 330 kilometer.

Målet er at give abstrakte, uoverskuelige klimadiskussioner personlige ansigter og fortællinger, samtidigt med at løbet sender et klart signal til klimatopmødet COP21 om vigtigheden i en bæredygtig fremtid.

Løbet kan følges

Løbet livestreames, mens løbernes personlige klimafortælling vises på skærmen. Løbet begyndte den 9. november i Kiruna i Nordsverige. Mange løber med ved siden af den enkelte løber. I Danmark løber blandt andre den globale løbebevægelse Right to Movement for klimaflygtninge. WWF Verdensnaturfonden løber i stor flok for at sætte fokus på Arktis – iført panda- og isbjørnekostumer.

Løbets deltagere og arrangører er naturligvis påvirket af terroraktionerne i Paris. Flere løbere har valgt at dedikere deres løb til ofrene.

I København er der åbningsevent på Regnbuepladsen den 20. november fra klokken 16 til midnat. Her kan du opleve ORD DER LØBER – en maratonoplæsning, hvor kendte forfattere sætter ord på klimakrisen. Mød også Mellemfolkeligt Samvirke og Miljøpunkt Nørrebro.

Klimadokumentar

I Roskilde i Byens Hus streames løbet fra klokken 18. Se også Naomi Kleins klimadokumentar ’Intet bliver som før’. Visningen af filmen er et resultat af et samarbejde mellem RUN FOR YOUR LIFE Danmark og CPH DOX, hvorigennem filmen spilles i flere regionale kulturhuse.

I Odense lægger Teater Momentum den 21. november fra klokken 12 hus til en hyggelig eftermiddag med suppe og live-streaming af RUN FOR YOUR LIFE, som ankommer til Odense ved 16-tiden. Billedkunstnerne Nille Bech og Jens Galschiøt deltager, sidstnævnte med et klimaoptog, der også skal til Paris i forbindelse med COP21.

I Kolding i Nikolai Bio i Kolding den 21. november fra klokken 15:30 kan du se Naomi Kleins klimadokumentar ’Intet bliver som før’’ samt følge live-streaming. Løbet kommer til byen cirka klokken 01:00 om natten.

Herfra fortsætter løbet sydpå for at nå den tyske grænse klokken 11 den 22. november efter natteløb ned igennem Sønderjylland.

>> RUN FOR YOUR LIFE