Det jul det cool – nisser møder flygtninge
Det jul det cool – nisser møder flygtninge
Mød op ved teltlejren ved Thisted den 2. søndag i advent.
Med ægte julesind vil nogle nisser sætte hinanden stævne i asylteltlejren ved Thisted den 2. søndag i advent, nu på søndag klokken 16.
De kommer med gaver i form af chokolade og boller, varmt tøj og tæpper til at forsøde livet med i kulden.
"Vi håber dermed at bidrage til, at de indsatte i lejren bevarer troen på det gode i mennesker. Det må godt nok være en kold tid for dem, og specielt her ved juletid synes vi, at det danske julesind skal udspille sig på en mark i Thisted," skriver arrangørerne, Folkebevægelsen for Social Retfærdighed, som håber, at også andre nisser dukker op.
Deltagerne mødes uden for lejren med lygter og lys, nogle iført lyskæder, og de vil synge "Kringsatt av fiender". Herefter holdes en lille tale, og "Dejlig er jorden" afsynges. Så er der gaver til flygtningene. Til sidst afsløres en særlig gave til udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg – Inger Støjsender. Til allersidst synges en sang lavet af den store nissedigtemus.
Husk nissehue og lys, varm kaffe og halstørklæde, og husk at muslimer ikke spiser vingummi, lakrids og andet, som er baseret på svinekød.