Europæernes tragedie lige siden renæssancetiden har dels bestået i en overfedning af hans jeg, som dog før eller siden er dømt til at forsvinde, og dels i løsrivelsen af enkeltindividet fra det kollektive samfund.

Kærligheden til det kollektive samfund, kærligheden til studiet af de faktiske forhold, kærligheden alene er den kraft, der befrier alt.

Begrebet individualisme var noget ganske ukendt i oldtiden, hvor enhver tænkte kollektivt, det vil sige i tanke og handling søgte at være til nytte for helheden og ikke for det enkelte individ. Det samme gælder endnu i vor tid blandt orientens folkeslag.

Anarkiet i det økonomiske liv, den fri konkurrence, gør først og fremmest kammeraten til en fjende, bryder tillidsbåndet mellem mennesker indbyrdes, udrydder enhvers naturlige trang til gensidig hjælp og fremkalder i os en frygt, som dræber enhver medfølelse og al evne til at tage del i andres glæde.

Det samme bliver resultatet af den overdrevne tilbedelse af magt og rigdom, en tilbedelse, der fører til en påstået lykke, der er vundet ved undertrykkelse af andre mennesker.

Denne i sin grund samfundsfjendtlige individualisme fremmes af opdragelsen i dens nuværende form, der til basis for sin udvikling har forfængelighed.

De bedste repræsentanter for vor kultur arbejder energisk på at udfri individerne af deres ”jeg-fængsel”. Denne befrielse kan kun nås ved et kollektivt samarbejde mellem individerne, en fælles stræben, som er af langt større værdi end de individuelle interesser.

Kærligheden til det kollektive samfund, kærligheden til studiet af de faktiske forhold, kærligheden alene er den kraft, der befrier alt; men vil vor tid kunne udløse den i tilstrækkeligt mål?

Vi ved det ikke. Men det ville være fortvivlende ikke at turde håbe det.

Udklippet af tidsskriftet Dialog, maj 1955.