Så skal der gang i fredsarbejdet
Så skal der gang i fredsarbejdet
Fredsministerium.dk indbyder til åbent møde i VerdensKulturCentret i København på søndag.
Fredsministerium.dk er et stadigt voksende netværk af fredsgrupper, der siden 2012 har arbejdet for at få oprettet et fredsministerium i statsligt regi. Netværket ønsker at få skabt en ambitiøs udenrigs- og sikkerhedspolitik med visioner gennem et fredsministerium, der kan være med til at udvikle og udføre et fredeligt alternativ til den militaristiske udenrigspolitik, som Danmark fører.
Netværket ser sig selv som en saglig, ambitiøs, hårdtarbejdende, troværdig og generøs samarbejdspartner med relativ god kontakt til de forsvarspolitiske ordførere på Christiansborg.
Alle interesserede indbydes til et brianstorm-fællesmøde nu på søndag klokken 13 i VerdensKulturCentret i København. Formålet er at give alle en mulighed for at foreslå aktiviteter og komme med ideer forud for vedtagelse af en handlingsplan på Fredsministerium.dk's årsmøde den 13. februar klokken 13 på Københavns Rådhus.
Et fredstelt på Folkemødet i Allinge den 16.-19. juni og en markering af FN’s Fredsdag den 21. september skal med i handlingsplanen, er der enighed om.
Disse grupper deltager i Fredsministerium.dk: Aldrig mere Krig, Danmark for Fred, Fredsvagten, Valby og Sydvest mod Krig, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Kunstnere for Fred, DjursFred, Nej til Krig, Militærnægterkontoret, Demokratikonsulenterne, Fredsskattefonden, Kvinder i Sort, Kvækerne, Pink Army, Esperantoforeningen, Tænk Med Hjertet, ATSF-fonden, Aarhus mod Krig og Terror, SOS Mod Racisme, Humanistisk Forum for Fred, STS International Solidarity, Human Rights March – Kvinder i Dialog – Palæstina Israel Danmark.