Løft en Oscar-statuette
Løft en Oscar-statuette
I Cinematekets udstilling er omdrejningspunktet 10 af de i alt 16 statuetter, som Danmark gennem tiden har modtaget. Med den rette påklædning kan man den 14. februar selv få lov at løfte en Oscar-statuette.
I tirsdags åbnede Cinemateket i Gothersgade 55 i København en udstilling, der hylder den danske Oscar-historie.
Omdrejningspunktet er 10 af de i alt 16 statuetter – fra Max Rees i 1931 til Kim Magnussons i 2014 – som Danmark gennem tiden har modtaget. Derudover byder udstillingen på både optagelser af alle takketalerne, filmvisninger samt et stort udvalg af film- og Oscareffekter.
Anledningen til udstillingen er årets Oscaruddeling den 28. februar, hvor to danske filmmagere er nomineret, og i måneden op til giver Cinemateket os andre mulighed for ikke bare at se, men også røre ved en Oscar-statuette.
Det er de færreste danskere, der har set en rigtig Oscar-statuette og er klar over, at den vejer lige under fire kilo – og at den er belagt med ægte guld.
Kom og hold Oscar i hånden! Mange har nok prøvet at forestille sig, hvordan det føles at blive kaldt på scenen og stå med den famøse Oscar-statuette i hånden, mens blitzlysene eksploderer. Søndag den 14. februar fra klokken 12:00 til 15:00 lukker Cinemateket en enkelt af de værdifulde Oscar-statuetter ud af den sikre udstillingsmontre, så drømmen kan udleves. Cinemateket sørger for en passende baggrundskulisse – gæsterne sørger selv for den rette påklædning!
Der er gratis adgang til udstillingen, dog ikke til forestillinger.