Kampagne for et frit Palæstina
Kampagne for et frit Palæstina
Den internationale kampagne "Open Shuhada Street" kommer til Danmark. Mød en ung palæstinenser.
Shuhada Street ligger i Hebron på den besatte Vestbred i Palæstina. Engang var den byens handelsgade, men for 20 år siden lukkede israelsk militær de palæstinensiske butikker, og siden har der været adgang forbudt for palæstinensere. Derfor opfatter palæstinenserne gaden som et symbol på den israelske stats apartheidpolitik.
En international kampagne – "Open Shuhada Street" – vil have genåbnet Shuhada Street og resten af den gamle bydel og stoppe forskelsbehandlingen, adskillelsen og besættelsen i Hebron, på Vestbredden og i hele Palæstina. Nu kommer kampagnen til Danmark.
Mød palæstinenser
Kampagnen er startet og ledt af Youth Against Settlement, og en af de lokale unge palæstinensere, Muhanned Quafesha, tager på tur rundt i landet fra den 15. til den 29. februar for at fortælle om, hvordan det er at vokse op i et besat land, og hvad vi kan gøre for at kæmpe imod Israels ulovlige besættelse.
Internationalt Forum er en del af kampagnens danske gren og vil sammen med Palæstina Aktion og Palæstina Fredsvagter arrangere oplæg, aktioner og demonstrationer i Aarhus, Silkeborg, Aalborg, Odense, København, Helsingør og alle andre steder, hvor der er mod og kræfter til det.
Arrangementer
I Helsingør på Den Internationale Højskole, mandag det 15. februar klokken 19:30 finder det første møde med Mohanned Quafesha sted. Arrangementet er åbent og arrangeres af Internationalt Forum Nordsjælland.
Tirsdag den 23. februar er der nordisk aktionsdag i kampagnen. I Aarhus går Palæstina Aktion på gaden for at åbne folks øjne for, hvordan det føles at leve under forskelsbehandling, adskillelse og besættelse. De opfordrer dig til at være med! Mødested og -tid er Clemens Bro klokken 15:30. Klokken 18:30 byder Enhedslisten på billig aftensmad til aktivisterne i Mindegade 10. Samme sted klokken 19 er der offentligt møde med Mohanned Quafesha.
Torsdag den 25. februar er international kampagnedag, hvor der bliver demonstreret i Hebron. I Aarhus går Palæstina Aktion igen på gaden i solidaritet med palæstinenserne. "Kom og vær med, når vi bruger vores bevægelsesfrihed til at gå gennem byen fra Klostertorv til Rådhuspladsen!" Demoen starter på Klostertorv klokken 16:30.
I Aalborg i Socialisternes Hus, Søndergade 12, fredag den 26. februar klokken 19 står Palæstina Aktion, Palæstina Fredsvagter, Internationalt Forum Aalborg og Enhedslisten Aalborg bag en Palæstina-aften med oplæg ved Mohanned Quafesha efterfulgt af en lille støttefest til fordel for International Solidarity Movement, en bevægelse der modsætter sig undertrykkelsen af det palæstinensiske folk gennem ikke-voldelige direkte aktioner.
Endelig oplyser Internationalt Forum, at den nordiske aktionsdag den 23. februar også markeres i Helsingør, og at der er konference i Aarhus den 27. februar. Mere info følger.
Har du spørgsmål til kampagnen eller vil være med til at lave aktiviteter – så skriv til: annehegelund@gmail.com.