Demonstration i anledning af FN's dag mod racisme
Demonstration i anledning af FN's dag mod racisme
En række fagforeninger og organisationer står lørdag bag en antiracistisk demonstration fra Sankt Hans Torv i København.
Den 21. marts er FN’s internationale dag mod racisme.
I den anledning indkalder fagforeningerne 3F BJMF, LFS, PLS og Socialpædagogerne Storkøbenhavn i samarbejde med SOS mod racisme, Tid til fred, Nazim Hikmet kulturforening, Racismefri by, Venstreradikal Organisering, Rapolitics og Fey-Kurd til antiracistisk demonstration lørdag den 19. marts klokken 14 på Sankt Hans Torv i København.
Her taler en repræsentant for den kurdiske paraplyorganisation Fey-Kurd og Jan Hobye, næstformand for LFS.
Med parolerne: "Solidaritet mod racisme – sammenhold ikke splittelse" og "Flygtninge er velkomne – rul regeringens stramninger tilbage" bevæger demonstrationen sig forbi Udlændingestyrelsen, Ryesgade 53, til Folkets Park, Stengade 50, hvor der er folkekøkken.
"EU/Fort Europa bygger grænseværn. Og tilbyder sultelønninger, elendige boligforhold, intet arbejde, kontrol og vilkårlige retsforhold for flygtninge. Det bliver til nye standarder for egne borgere. En lavere løn til flygtninge bliver en murbrækker for lavere løn til alle andre", skriver arrangørerne i indkaldelsen og fortsætter:
"Når racismen får lov til at blomstre med internering i lejre og behandling af indvandrere som kriminelle og mindreværdige, breder det sig til arbejdsløse, syge, fattige, hjemløse. Men vi er alle mennesker. Racismen er et redskab til at skabe splittelse, til at forhindre sammenhold.
Det er statens opgave at varetage fællesskabets vel. Det er regeringen valgt til! Det, vi ser ske, er noget helt andet. Det seneste forslag er at fastfryse en femtedel af flygtningenes i forvejen ringe løn og først udbetale den ved udvandring. Sammen med mange andre love, der har til hensigt at nedværdige flygtninge, skabes en racistisk dagsorden dem-og-os.
De mange tiltag mod flygtninge, der endog kriminaliserer folk, der blot søger efter et sted at være, er langt under enhver menneskelig værdighed."