Vi vil også stemme om EU-medlemskab
Vi vil også stemme om EU-medlemskab
Den 23. juni skal briterne stemme om deres EU-medlemskab. Danskerne bør også få lov, mener Folkebevægelsen mod EU Aarhus, som inviterer til debat.
Den 23. juni skal briterne stemme om deres EU-medlemskab. Der er gode grunde til, at Danmark også bør have en sådan afstemning. Flere og flere danskere vil forlade EU, viser undersøgelser.
Det samme gør sig gældende i resten af Europa. EU’s seneste måling af befolkningernes holdning til EU viser, at der er en stor mistillid til Unionen. I Grækenland er mistilliden til EU på 73 procent, på Cypern 69 procent, i Portugal 54 procent og i Slovenien 52 procent.
EU-systemet er fuldstændig ud af trit med det, som flertallet af danskerne ønsker. Folkebevægelsen mod EU arbejder for, at Danmark forlader EU. Så kan Europas folk bagefter indgå mellemstatslige aftaler, som kan fremme handel og velfærd i Europa.
Det er udgangspunktet, når Folkebevægelsen mod EU Aarhus inviterer til debat lørdag den 28. maj klokken 14 til 16 på Folkestedet, Carl Blochs Gade 28.
Tre oplægsholdere kommer med hver deres vinkel på EU-modstanden. De er alle tre medlemmer af Folkebevægelsen mod EU, men kommer fra hver sit parti.
Oplægsholdere er: Ditte Staun, medlem af Skive Byråd for Det Radikale Venstre, Karen Sunds, medlem af Kommunistisk Parti, Jakob Lindblom, formand for Folkebevægelsen mod EU, Aarhus.
På mødet afspilles et skype-interview med Kelvin Hopkins, som kommer fra venstrefløjen i partiet Labour. Han er medlem af det britiske Underhus for Labour og sidder i det, der svarer til Folketingets Europaudvalg i Danmark.
Skriv under
Folkebevægelsen mod EU arbejder for tiden for en afstemning om Danmarks EU-medlemskab gennem en underskriftindsamling. Du kan skrive under på www.folkebevaegelsen.dk/stem. Her kan du også printe en underskriftindsamlingsliste og få andre til at skrive under. Se hvor aktivister samler underskrifter på gaden på www.folkebevaegelsen.dk/kalender.