Mange demonstrationer for velfærd
Mange demonstrationer for velfærd
Velfærdsalliancen demonstrerer den 15. september landet over.
Der vil være demonstrationer for velfærd over hele Danmark den 15. september. 32 byer er med, og flere er på vej.
Det er Velfærdsalliance-DK, der på et halvt år har udviklet sig til en landsdækkende folkebevægelse, der står bag initiativet.
Velfærdsalliance-DK kræver, at kommunalpolitikerne forsvarer det kommunale selvstyre over for regeringen, så kommunerne kan få lov til at bruge deres penge på velfærd – og alliancen kræver, at kommunalpolitikerne prioriterer den borgernære velfærd i budget 2017.
Jan Hoby, næstformand for Landsforeningen for Socialpædagoger, som er del af Velfærdsalliance-DK, opfordrer alle til at gøre 15. september til en folkelig protest mod regeringens kommunale og regionale nedskæringer i landets 98 kommuner og fem regioner.
– Lars Løkke Rasmussens 2025-plan betyder, at de kommunale og regionale nedskæringer fortsætter med fuld styrke. Succesen fra den 12. maj, hvor flere end 20.000 mennesker i 74 kommuner fik afskaffet omprioriteringsbidraget på 2,2 milliarder kroner, viser, at kollektiv handling virker, siger Jan Hoby.
I disse byer demonstreres den 15. september: Aalborg, Aarhus, Albertslund, Bornholm, Esbjerg, Faaborg-Midtfyn, Faxe, Fredericia, Frederiksberg, Halsnæs, Helsingør, Herning, Holbæk, Horsens (og Hedensted), København, Lyngby-Taarbæk, Nordfyn, Odense, Odsherred, Randers, Ringsted, Rødovre, Skanderborg, Slagelse, Solrød, Sønderborg, Sorø, Stevns, Tårnby, Tønder, Vejen.
Find kontaktpersoner via velfaerdsalliance.dk