15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

14. september er sorte onsdag

Sørgemarch

14. september er sorte onsdag

Bekæmp Fattigdom NU indkalder til sørgemarch fra Rådhuspladsen i København.

14 sep 2016

Bekæmp Fattigdom NU indkalder alle interesserede til sørgemarch den 14. september klokken 16 fra Rådhuspladsen i København. Mød op klædt i sort.

"Den 14. september er "sorte onsdag". Den dag hvor mange københavnske kontanthjælpsmodtagere vil få besked på, hvor meget de mister i ydelser og boligstøtte. Med andre ord den dag, hvor mange vil få en sønderlemmende besked om, at de ikke har råd til deres husleje mere. Og potentielt kan ende på gaden, da der simpelthen ikke er nok billige boliger i København," skriver netværket og fortsætter:

"Arrogante politikere har ytret, at folk "da bare kan flytte til Lolland". Det er ikke i orden at skulle flytte til den anden ende af landet og rive sine børn op med rode og fraflytte sit netværk og eventuel øvrig familie.

Vi er nødt til at gøre opmærksom på denne tragiske situation for nogle af de mest udsatte borgere i landet."

Sørgemarchen bevæger sig fra Rådhuspladsen gennem Strøget til Kongens Nytorv og retur.

Undervejs vil der blive uddelt flyers, og der bliver også plads til en kort tale ved debattør Claus Jansson.

Marchen slutter på Rådhuspladsen klokken 17.

Du kan finde Bekæmp Fattigdom NU på Facebook. Netværket samler underskrifter med kravet om, at kontanthjælpsloft, 225-timersregel og integrationsydelse skal rulles tilbage. Målet er 50.000 underskrifter.