Fredspris til Anton Nielsen
Fredspris til Anton Nielsen
Kunstnere for Fred indbyder til arrangement på søndag i Krudttønden i København.
Nu på søndag holder Kunstnere for Fred generalforsamling. Som tidligere år finder den sted i Krudttønden, Serridslevvej 2 på Østerbro i København. Den starter klokken 14 og "er kun for medlemmer eller dem, der gerne vil være det. Vi vil meget gerne have nye kandidater til bestyrelsen. Vi kan godt bruge en eller to til!"
Klokken 15 er der adgang for alle. Der er gratis entré, drikkevarer kan købes i baren.
Der er lagt op til et hyggeligt arrangement – først med overrækkelse af Kunstnere for Freds fredspris, der i år går til Anton Nielsen, som er formand for Aktive Antifascister og redaktør af bladet Antifascistisk Forum.
Fredsduen bliver overrakt af sidste års prismodtager, Anders Koustrup Kærgaard, som modtog den på vegne af Veron – en forening, som arbejder for at sikre whistlebloweres rettigheder.
Den kendte gøgler og filminstruktør Erik Clausen optræder på slap line som auktionarius for en kunstauktion, og endelig underholder Tom Frederiksen med musik og sang.
Kunstnere for Fred er den danske afdeling af PAND INTERNATIONAL (Performers and Artists for Nuclear Disarmament), som blev dannet i 1983 i USA af blandt andre sangeren Harry Belafonte.
Kunstnere for Fred i Danmark blev stiftet 1984 med det formål at tilskynde professionelle kunstnere til at stille deres talent og faglige kunnen til rådighed for projekter, der støtter fred og nedrustning, beskyttelse af miljøet, international solidaritet og samarbejde samt menneskers ligeret uanset hudfarve, køn og religion.
Læs mere på: kunstnereforfred.dk