De hjemløses Aarhus
De hjemløses Aarhus
I Cafe Oskar på fredag er der fernisering på Per Nielsens fotoreportage.
På en råkold og blæsende oktoberdag fulgte fotograf Per Nielsen en Poverty Walk – frit oversat: en fattigdomsvandring – en guided tur rundt på de steder i Aarhus Midtby, hvor nogle af de hjemløse må tage til takke med at sove under åben himmel i al slags vejr. Turen gav også et indblik i de kontakt- og overnatningssteder og varmestuer, der findes for hjemløse i byen.
Det er der kommet en udstilling ud af.
Fredag den 28. oktober er der fernisering på Per Nielsens fotoreportage De hjemløses Aarhus. Den finder sted i Café Oskar, hvor der er varm kaffe på kanden mellem klokken 15 og 17:30.
Under ferniseringen vil Ove Abildgaard, leder af Værestedet for hjemløse og misbrugere, fortælle lidt om situationen for de hjemløse i Aarhus og om, hvor og hvordan de lever.
De udstillede fotos ledsages af nogle tal om hjemløse fra foreningen Oplysning om Gadeliv og af beskrivelser af livet for de hjemløse i byen, fortalt af Ulrik Szkobel, som var guide på turen. Han har selv været hjemløs i rigtig mange år.
Poverty Walk'en i oktober var arrangeret af 3F Bygge- og Transportafdeling i Aarhus, som har medlemmer, der af og til prøver hjemløselivet.
En Poverty Walk kan bookes hos foreningen Oplysning om Gadeliv på: povertywalk.dk