Protester mod Siemens Wind Powers
Protester mod Siemens Wind Powers
Aktivister viser deres utilfredshed med firmaets samarbejde med besættelsesmagten Marokko i Vestsahara.
Torsdag den 30. marts går aktivister flere steder i landet på gaden og viser deres utilfredshed med Siemens Wind Powers ulovlige opførelse af vindmøller i det besatte Vestsahara. På Aarhus havn afholder brancheorganisationen Vindmølleindustrien deres årlige generalforsamling, og i den anledning opfordrer aktivisterne kraftigt organisationen til at tage afstand til Siemens' samarbejde med besættelsesmagten Marokko i Afrikas sidste koloni.
I Aarhus vil deltagerne på generalforsamlingen blive mødt med bannere ved indgangen til mødet. Deltager i aktionen og talsperson for kampagnen Frit Vestsahara Esben Hansen siger:
– Den danske vindmølleindustri markedsfører sig på at sikre verden en bæredygtig fremtid. Vi mener imidlertid, at der kan sås alvorlig tvivl om værdisættet bag industriens branding. Siemens Wind Powers beskidte og ifølge FN-konventioner ulovlige forretninger i det besatte Vestsahara er dybt forkastelige. Tidligere har Vestas også budt ind på ordrerne til Afrikas sidste koloni, så brancheorganisationen Vindmølleindustrien bør på alle måder bekende kulør og tage afstand fra alt samarbejde med den marokkanske besættelsesmagt!
Folketingskandidat Anne Hegelund (Ø) er også blandt aktivisterne, der tropper op på Aarhus Havn. Anne udtaler:
– Det er uhyggeligt og særdeles usmageligt, at en dansk virksomhed som Siemens Wind Power kan få sig selv til at skabe profit på Afrikas sidste koloni. Det Marokko-styrede Vestsahara ligger på Amnesty Internationals top 5 over verdens værste torturregimer, og det danske Folketing fraråder danske firmaer at handle i og med den marokkanske koloni. Der er helt ubegribeligt, hvordan Siemens Wind Power alligevel kan finde det forsvarligt at tjene penge på at samarbejde med torturregimet.
I København/Ballerup, hvor Siemens Wind Power også har en afdeling, vil der også være protestmarkeringer i dag.