11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejderhistoriefestival 2017

Festival

Arbejderhistoriefestival 2017

Brød, sex, verdenskrig og slaverikamp. For fjerde gang inviterer SFAH til festival på Arbejdermuseet i København.

FOTO: SFHA
1 af 1
06 maj 2017

SFAH (Selskabet for Arbejderhistorie) inviterer til Arbejderhistoriefestival 2017 – lørdag den 6. maj mellem klokken 9 og 17 på Arbejdermuseet, Rømersgade 22 i København. Arrangørerne lover spændende foredrag og debatter om historiske og aktuelle emner.

I alt tilbydes 21 forskellige foredrag, blandt andet om indvandringens historie på Nørrebro, det kooperative bageri, tyske flygtninge i Hitler-tiden. Kampklar! Militant antifascisme i 30’erne. USA og Firmaet og kommunister. Kommer tredje verdenskrig? Det gode kønsliv. Byggefagenes Samvirkes fødselsveer 1910-1923.

Der vil samtidig være mulighed for at se museets faste udstilling og særudstillingen om slaveriet på de danske vestindiske øer.

Her omtales et par af foredragene – læs mere på sfah.dk.

Fra klassekamp til demokrati

Reinout Bosch, historiker fortæller om, hvilken påvirkning de marxistiske ideer havde på det socialdemokrati, der voksede sig stort før 1. Verdenskrig. Og hvad kan det lære os i dag om koncepters indflydelse for vores politiske tænkning? Det er klokken 12. Lokale: Loftet.

Demokratiet og den radikale opposition i København, 1848

Anne Engelst Nørgaard, historiker, ph.d. Hippodrombevægelsen samlede i 1848 håndværkersvendene i København om demokratiske krav til Danmarks første grundlov, herunder en udstrakt valgret, som skabte frygt og opstandelse hos borgerskabet. Afholdes klokken 13. Lokale: Loftet.

Frygt og terror i »den nye kolde krig«

Aske Hennelund, historiker, ph.d., holder foredrag om »den nye kolde krig« klokken 14 i Skolestuen.

»Bredt og vidt hører man folk tale om »den nye kolde krig«. Men er denne nye ’gamle’ konflikt baseret på faktiske forhold, eller er det snarere en flugt fra en stigende turbulent og forvirrende verden plaget af vold og terror.«

I 2014 søsatte SFAH et større arrangement under overskriften Arbejderhistoriefestival. Formålet var at byde på et bredt sammensat program bestående af foredrag om de mange sider af arbejderbevægelsens faglige, politiske, sociale og kulturelle historie. Og aktuelle debatter fandt også plads på programmet.

Festivalen er fra begyndelsen blevet støttet økonomisk af en bred kreds af fagforeninger, fagforbund og fonde. Det har gjort det muligt at gøre det gratis at deltage den dag. Mellem 500 og 700 interesserede har deltaget i festivalerne hvert år siden.

>> LÆS HELE PROGRAMMET HER