Mange fest- og fridage i Rusland forsvandt med Sovjetunionens opløsning. Første maj forbindes med fortiden og tages ikke alvorligt af mange længere.

Vores sjæl blev lagt i at besejre nazismen. Og uden den sejr ville verden ikke være den samme. 
Natalia Kozlovskaja

Den Russiske Enhedsdag fra zartiden blev genintroduceret i 2005, men er så ny, at den ikke har traditionel tyngde endnu. Julen fejres af de færreste, så der er næsten kun Nytår og fødselsdage tilbage. Og sejren over Nazi-tyskland, der fejres den 9. maj.

– Den 9. maj holder nationen sammen. Det er en af de vigtigste dage i vores historie, siger Natalia Kozlovskaja, leder af udviklingsafdelingen på Petrozavodsk’ statslige kunstmuseum i den Karelske Republik.

– Der er færre og færre tilbage fra krigen mod Nazi-Tyskland fra 1941 til 1945. Og folk vil gerne have, at minderne gives videre til de nye generationer, siger hun.

Museet har en lille udstilling med tegninger, malerier og fotografier fra krigen og især om blokaden af det daværende Leningrad, der varede i 17 måneder, og hvor mere end halvanden million civile omkom af sult, kulde og bombardementer. 

– Vores sjæl blev lagt i at besejre nazismen. Og uden den sejr ville verden ikke være den samme. De 27 millioner sovjetborgere, der blev dræbt, døde for at vi kan leve som frie, siger Natalia Kozlovskaja.

Men nu er verden truet igen. Ikke af krig men af overforbrug og forurening, mener hun.

– Hele verden er truet af økologisk katastrofe. Vi forbruger for meget og smider for meget væk. Der er for meget plastik i verden, som hober sig op over alt. Ligesom det var vores bedsteforældres opgave at bekæmpe nazismen, er det vores opgave at redde verden fra den økologiske katastrofe, siger Natalia Kozlovskaja.

– Jeg har et ansvar over for min datter. At efterlade en Jord, der er sund og ren, siger hun.

Politikerne splitter os

I Rusland er man overbevist om, at det var Sovjetunionen, der ofrede mest i kampen mod Nazi-tyskland. 27 millioner mennesker mistede livet, og store dele af det europæiske Rusland blev lagt i ruiner. I USA og Europa tilsidesættes det enorme sovjetiske bidrag ofte.

– Det er en del af den omfattende informationskrig, der foregår mellem Rusland og Vesten. Europa og USA har deres egen opfattelse af krigen, siger Natalia Kozlovskaja.

Hun mener, at de trusselsbilleder, Rusland og Vesten i dag tegner af hinanden, er vanvittige.

– Geopolitisk ser det ikke godt ud for tiden. Men det er alt sammen noget, der foregår på det politiske plan. Almindelige mennesker kommunikerer stadig med venner i udlandet. Alle disse krigsrygter hører man kun blandt politikere, siger Natalia Kozlovskaja.

– Selvom verden er blevet globaliseret, sørger politikerne for at holde os splittede. Det ville være rart, hvis der udover de nationale mærkedage var en fælles dag for hele verden”, siger hun.

De seneste fem år har hun og familien ikke rejst til Europa. Før da skete det flere gange om året – om ikke andet så til nabolandet Finland. Men rublen faldt så meget i kurs, at det ikke længere er muligt.

Bevidst om historie

Militære parader og højstemte taler er normalt den 9. maj. Men nu har dagen også fået et mere privat tvist.

Det er ikke mere end fem år siden, at det blev en trend på befrielsesdagen at gå med plakater af slægtninges portræt fra krigen.

– Folk er blevet mere bevidste om historien. Mange er begyndt at studere deres slægtshistorie. Der er en helt bølge i gang i den private slægtsforskning. I Sovjet-tiden kunne folk ofte ikke få at vide, hvad deres slægtninge havde lavet under krigen. Det var hemmeligholdt. Det er det ikke længere, siger Natalia Kozlovskaja.

Noget af det, der imponerer hende mest, er, at det var kvinder og børn, der genopbyggede Rusland og Sovjetunionen efter krigen, da så mange mænd var faldet. Og den nøjsomhed, som de generationer måtte tåle:

– Det tog 50 år at få landet op at stå og indhente noget af Vestens velstand. I Tyskland havde de vaskemaskiner i private hjem i 1950'erne. Det fik vi først omkring år 2000. Og min bedstemor har aldrig haft en. Hun synes, det er noget overflødigt pjat. Den generation var stærkere, end vi er. Og de fik aldrig selv glæde af den velstand, som de var med til at opbygge, siger Natalia Kozlovskaja.