17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flygtninge er ikke terrorister

Forskere i to rapporter

Flygtninge er ikke terrorister

Langt størstedelen af terrorangrebene i nyere tid bliver begået af vestlige statsborgere og ikke af flygtninge, viser to nye undersøgelser.

Det er ikke flygtninge, men derimod statsborgere der allerede befinder sig i Danmark og resten af Europa, der begår terror, viser to netop offentliggjorte rapporter.
FOTO: Josh Smith/Reuters/Scanpix
1 af 1

Det er ikke flygtninge eller andre udefrakommende, der begår terror i Europa. Det er derimod borgere, der er født og opvokset i vestlige lande.

Det viser en ny rapport fra Program on Extremism ved George Washington University, hvor tre internationale forskere har gennemgået alle gennemførte jihadrelaterede terrorangreb i Europa og Nordamerika siden juni 2014, hvor terrorbevægelsen Islamisk Stat udråbte et kalifat i dele af Syrien og Irak.

Frygten fører til et stigende antal fremmedfjendske ytringer mod flygtninge og angreb på flygtningelejre, især i Vesteuropa.
Francesco Marone, Pavia University 

Ud af 65 gerningsmænd, der har stået bag terror i Vesten i de seneste tre år, har kun tre haft status som flygtning eller asylansøger. Det er under fem procent.

– Der er en omfattende frygt for, at flygtninge vil importere terrorisme i deres nye hjemlande. Hertil kommer rapporter fra efterretningstjenester, der beskriver, at terrorgrupper forsøger at rekruttere de mennesker, der sidder i flygtningelejrene, eller sender terrorister forklædt som flygtninge til Vesten. Den frygt fører til et stigende antal fremmedfjendske ytringer mod flygtninge og angreb på flygtningelejre, især i Vesteuropa, forklarer en af de tre forfattere til rapporten, terrorforsker Francesco Marone fra Pavia University i Italien, til Arbejderen.

DF kræver afvisning ved grænsen

Et af de få eksempler der er på, at flygtninge bliver sat i forbindelse med terror, er tysk politis anholdelse i november sidste år en 20-årig flygtning fra Syrien. Kort før anholdelsen var han blevet afvist ved grænsen til Danmark, og ifølge den tyske anklagemyndighed er der beviser for, at den syriske flygtning sympatiserede med Islamisk Stat og ville sprænge en hjemmelavet bombe i en menneskemængde i København. Han er nu tiltalt for planer om terror.

Kort efter skete lastbilsangrebet i Tyskland i december. Også her mistænkte politiet en asylansøger for at stå bag.

De to hændelser fik Dansk Folkeparti til at melde ud, at flygtninge og asylansøgere udgør en terrorrisiko mod Danmark.

– Der er en direkte sammenhæng mellem antallet af asylansøgere og flygtninge, der kommer ind i Danmark, og så risikoen for ekstremisme og dermed også for terrorisme, lød reaktionen dengang fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Kort efter genfremsatte Dansk Folkeparti deres forslag om straksbehandling og afvisning af asylansøgere ved grænsen. Hvis Dansk Folkeparti var kommet igennem med deres forslag, ville det betyde, at politi og Hjemmeværnet skulle stå ved grænsen og afvise asylansøgere.

Ingen flygtninge bag terrorangreb

Også to forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) mener, at frygten for terror-flygtninge er overdrevet og ikke baseret på fakta. DIIS-forskerne når i en netop offentliggjort rapport om sammenhængen mellem flygtninge og terrortruslen mod Europa frem til samme resultat, som den internationale rapport om samme emne.

De danske forskere fra DIIS har undersøgt 12 terrorangreb i Europa i perioden januar 2016 til april 2017. Konklusionen er, at ingen personer med flygtningestatus har begået terror. Til gengæld er der i perioden fire tilfælde, hvor asylansøgere har stået bag terror.

– Ingen af de personer, som er flygtet fra et krigsområde og er anerkendt som flygtninge, har været involveret i terrorisme, konstaterer seniorforsker Manni Crone fra DIIS.

– Formålet med rapporten er at informere og kvalificere debatten om, hvorvidt der er et link mellem flygtninge og terror. Vi har lavet undersøgelsen, fordi der har været en opfattelse af, at der har været en forbindelse mellem terrorisme og flygtninge.

Det skriver blandt andet PET's Center for Terroranalyse (CTA) i sin senerste trusselsvurdering fra februar 2017:

"CTA vurderer, at IS og andre militant islamistiske grupper fortsat kan søge at udnytte flygtninge- og migrationsruter til at sende personer til Europa med henblik på at begå terror", hedder det i rapporten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2017 - 20:53   28. jun. 2017 - 15:17

ml@arbejderen.dk
To rapporter om terrorisme
  • Det er ikke flygtninge, der begår terror i Vesten. Det viser to netop udgivne rapporter.

  • Den ene rapprt, "Fear Tht Neighbor - Radicalization and jihadist attacks in the West", er udarbejdet af Lorenzo Vidino, Francesco Marone, Eva Entenmann fra George Washington University. Forskerne har gennemgået alle gennemførte jihadrelaterede terrorangreb i Europa og Nordamerika siden juni 2014.

  • Den anden rapport, "Europe's Refugee Crisis and the Threat of Terrorism", er udarbejdet af Manni Crone og Maja Felicia Falkentoft fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Forskerne har undersøgt 12 terrorangreb i Europa i perioden januar 2016 til april 2017.