Torsdag den 6. juli døde vores gode kammerat, Bjarne Nielsen. Det er oprigtigt sørgeligt at vi har mistet Bjarne. Vi vil savne ham, hans engagement, gode humor, satire og enorme viden.

Bjarne var en læsende intellektuel arbejder med en enorm appetit på bøger, viden og diskussioner.

Bjarne var født i 1951 og voksede op i et arbejderkvarter i Odense. Han blev tidligt både klassebevidst og politisk bevidst. Altid en oprører mod undertrykkelse og uretfærdighed. Han var en læsende intellektuel arbejder med en enorm appetit på bøger, viden og diskussioner.

Bjarne Nielsen blev ungdomsoprører og tidligt aktiv på venstrefløjen som kommunist, og var på mange måder et fyrtårn. Når man i ungdomsårene i Odense søgte afklaring, fik mange i hans studiekredse bevidsthed om, hvordan det kapitalistiske samfund hang sammen. Tingene faldt på plads eller blev udvidet med hans gode spørgsmål og viden.

Cafe Blomsten i Odense blev et samlingssted for mange, som her fik gode oplevelser med musik og debat, og med Bjarne Nielsen som ildsjæl.

Bjarne var altid meget skrivende og ville gerne som ung være journalist. Og det er her, vi som læsere af Arbejderen kender ham. Hans mange gode artikler i Arbejderen om revolutionære personligheder i historien, om litteratur, kultur og musik. Fantastisk læsning, velskrevet og altid med kritisk fokus på svagheder og styrker.

Bjarne elskede at rejse og besøgte flere gange Cuba, Kina og Sovjetunionen. Han havde stort kendskab til disse historiske revolutioner. Han var ung under den store konflikt mellem Kina og Sovjetunionen, en konflikt som betød splittelse af de revolutionære kræfter, og hvor den danske venstrefløj ikke kunne være i stue sammen.

I en del år var Bjarne medlem af Enhedslisten, men havde svært ved at forlige sig med partiets holdning til krigen i Libyen. I 2011 meldte han sig ind i Kommunistisk Parti i stedet. Her var han et skattet medlem, som altid havde en bog med til møderne i partiafdelingen og slog til lyd for nødvendigheden af ideologisk skoling. Også Arbejderen og avisens udvikling stod hans hjerte nær.

Der har været både modgang og medgang i Bjarnes liv, desværre også sygdom som han måtte kæmpe med i mange år.

Sygdommen fik ham til at skrive bogen "Mit liv som Bjarne". Her skriver han, at de store sejre var sejren i Vietnam, EU-afstemningen i 1992 og sejren for anti-apartheid kræfterne i Sydafrika. Bjarne fortæller at han er blevet modnet i forhold til sine sekteriske unge dage, blevet mindre skråsikker og mindre kommisæragtig. Med Che siger han, at "ord, der ikke fører til handling, er ligegyldige".

Bjarne var altid revolutionær, og siger: "Jo mere jeg fordyber mig i, hvad der fik mig til at blive anti-imperialist, anti-kapitalist, socialist og revolutionær, jo mindre fortryder jeg, og jo mere undres jeg over de mange frafaldne".

Æret være Bjarnes minde. Vores tanker går til Helle og hans søn Martin.