08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunalvalgsuge i Cafe Oskar

Kommunalvalg 2017

Kommunalvalgsuge i Cafe Oskar

I Aarhus tirsdag, onsdag og torsdag i uge 39 åbner Cafe Oskar klokken 17, og der bydes på aftensmad og debat.

Mød blandt andre Jan Sylvest Andersen, faglig sekretær i 3F Logistik og Byg og kandidat til byrådsvalget for Liste R.
FOTO: PN
1 af 1
26 sep 2017

Social dumping, udlicitering, by- og boligpolitik samt fordelingen af de kommunale kroner er nogle af de vigtige politiske spørgsmål ved det kommende kommunalvalg.

I Cafe Oskar sætter vi emnerne til debat – ikke ved at invitere politikere, men ved at invitere nogle af de aktive mennesker, som står midt i kampen.

Tirsdag, onsdag og torsdag i uge 39 åbner Cafe Oskar klokken 17, cirka 17:30 kan der købes aftensmad, og klokken 18 starter politisk debat.

TIRSDAG 26. SEPTEMBER

Social dumping – et stigende problem i Aarhus. Hvad gør vi ved det?

Niels Eliasen, faglig sekretær i 3F Rymarken, fortæller om erfaringerne fra byggeriet af Aarhus Letbane, hvor der har været store problemer med både social dumping og mafiarelaterede underentreprenører.

Jan Sylvest Andersen, faglig sekretær i 3F Logistik og Byg og kandidat til byrådsvalget for Liste R, kommer med sit bud på, hvordan vi får social dumping ind i valgkampen, og hvilke krav vi skal stille til Aarhus Byråd.

ONSDAG 27. SEPTEMBER

Kampen om vores byer

Indledning ved Peter Schultz Jørgensen, byplanlægger og forfatter, som er aktuel med en ny bog om byer i opbrud.

Den byudvikling, der foregår i byer som Aarhus og København, gør dem til investeringsobjekter frem for bysamfund. Byudviklingen er blevet integreret i finansialiseringen af økonomien. Borgernes råderet til byerne indskrænkes.

Det kunne være anderledes. Hvad er en reel demokratisering af bysamfundene? Hvordan ser en progressiv byudvikling ud?

TORSDAG 28. SEPTEMBER

De kommunale budgetter – hvad betyder de for os som borgere?

Indledning ved Marianne Gilbert Nielsen, formand for BUPL.

Hvilke konsekvenser har minusvækst i kommunernes økonomi haft for velfærden i Aarhus? Hvordan er der sammenhæng mellem de konstante nedskæringer i den offentlige sektor og EU’s skrappe krav til de offentlige budgetter? Hvad betyder budgetforliget for de kommende års budgetter i Aarhus? Og hvad gør fagbevægelsen?