11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Aldrig mere Krystalnat – nej til racisme!

Manifestation

Aldrig mere Krystalnat – nej til racisme!

Manifestation på Sankt Hans Torv i København. Taler, musik, plancheudstilling og varm kaffe. Fakler tændes klokken 17:30.

09 nov 2017

Natten mellem den 9. og 10. november 1938 gennemførte naziregimet i Tyskland et planlagt overgreb på jøder, jødiske butikker, skoler, private hjem og anden ejendom overalt i Tyskland og Østrig.

267 jødiske synagoger blev udsat for brandattentater eller hærværk, mere end 7.000 jødisk ejede butikker og mange værdier blev ødelagt, omkring 100 mennesker blev myrdet og mere end 20.000 fængslet. Som det synlige bevis på nattens overgreb lå
der glasskår som krystaller overalt bagefter.

Allerede dagen efter – den 10. november – blev 30.000 jødiske mænd bragt til koncentrationslejrene Dachau, Sachsenhausen og Buchenwald.

Krystalnatten var den voldelige kulmination på en statsstyret hetz mod jøder. En hetz, som havde fundet sted i årevis. Den gradvise tilvænning til overgreb i Tyskland under nazisternes fremmarch havde vænnet befolkningen til, at det ekstreme var normalt og acceptabelt.

Krystalnatten blev begyndelsen på et terrorregime, hvor jøder, kommunister, antifascister, romaer, homoseksuelle, handicappede og anderledes tænkende blev ydmyget, forfulgt og udryddet i kz-lejre.

Den 9. november markerer vi 79-årsdagen for Krystalnatten med en stående fakkelmanifestation på Sankt Hans Torv. Vi mødes for sammen at mindes ofrene for nazisternes overgreb og for at vise, at vi aldrig accepterer den bagvedliggende tankegang og menneskefjendskhed. Vi mødes for at minde os selv og hinanden om, hvorfor vores kamp mod racisme og fascisme altid er relevant. 

Overalt i Europa er fascismen igen på fremmarch. Grupper, bevægelser og partier bruger åbent de samme metoder, som muliggjorde den nazistiske forfølgelse og terror mod jøderne.

Nazistiske grupperinger marcherer i gaderne, angriber asylcentre og benægter offentligt holocaust. Den økonomiske krise og den medfølgende afmontering af velfærdsstater og øgede usikkerhed bliver den politiske anledning til yderligere strukturel vold mod specifikke befolkningsgrupper.

I Danmark vedtager et bredt udvalg af politiske partier lovgivning for specifikt at ramme muslimer, romaer og andre udsatte grupper; migranter fra det globale syd kriminaliseres, og deres rettigheder indskrænkes; flygtninge fængsles i asyllejre og deportationscentre, og deres smykker og andre værdier kan nu lovligt konfiskeres af myndighederne.

Trådene til naziregimet i Tyskland er tydelige, og retorikken, der legitimerer denne undertrykkelse og forfølgelse, accepteres passivt i en stor del af befolkningen. Ikke bare Dansk Folkeparti, men nu også Nye Borgerlige og andre højreradikale, fascistiske partier er blevet stuerene, på trods af at deres åbenlyst racistiske og islamofobiske dagsorden i sidste ende kan muliggøre en ny krystalnat.

Vi mødes den 9. november for sammen at tage afstand fra, at Danmark i dag som i 30’erne lukker grænserne for folk i nød. Sammen kæmper vi imod forfølgelsen af minoriteter. Vi mødes for sammen at slå fast, at statslige overgreb mod befolkningen aldrig bliver en acceptabel normaltilstand. Sammen kæmper vi for et samfund, hvor vi kan leve i fællesskab og forskellighed.

Aldrig mere Krystalnat!

Åbn grænserne!

Asyl til alle!

Stop hetzen!

Tag internationalt ansvar!

Støt konventionerne!

Under manifestationen på Sankt Hans Torv klokken 16:30 til 18 vil der være taler fra gruppen af afviste asylansøgere, som sultestrejkede i protest over Kærshovedgård Udrejsecenter, om den absurde udvisningstradition i Danmark.

Der vil også være plancheudstilling og varm kaffe. Demos og Asylret og Ras Money vil spille lækker stemningsmusik.

Det vil være muligt at købe fakler for 10 kroner – vi tænder dem klokken 17:30.

Manifestationen er arrangeret af Demos, Asylret, antifascistiske unge og Revolutionære Antifascister.

>> KRYSTALNATMØDE I KØBENHAVN