Klar til at gå i krig for EU?
Klar til at gå i krig for EU?
Lave K. Broch fortæller seneste nyt om EU torsdag på Brobjergskolen i Aarhus.
Aarhusianere kan i morgen torsdag klokken 19:30 møde Lave K. Broch på Brobjergskolen. Lave K. Broch er førstesuppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU. Han vil fortælle sidste nyt om EU – om EU’s skræmmende og hurtige udvikling hen mod en militær union.
Ambitionerne står tydelige: En fælles hær for Unionen med øverste kommando placeret i Bruxelles. Lave K. Broch udtaler:
– Den militære udvikling betyder, at Danmark vil stå meget alene i EU, efter at Storbritannien forlader EU. Vi vil komme under et pres for at give EU magt, især på forsvarsområdet, og Danmarks egen udenrigsminister Anders Samuelsen har kaldt vores forsvarsforbehold mærkeligt. Men det er netop et meget vigtigt forbehold. Danske soldater skal aldrig træde i EU-uniform og deltage i militære operationer under EU-flag. Vi skal ikke bidrage til EU’s støtte til våbenindustrien. Danmark bør i stedet forsvare FN-pagten og arbejde for fredsmægling i verdens konflikter. Vi bør holde op med at følge EU’s terrorliste og i stedet støtte Norges aktive indsats for fred.
Der er plads til debat og spørgsmål på mødet, som slutter klokken 22. Arrangør er Folkebevægelsen mod EU, Aarhus.