FOA indbyder til 8. marts
FOA indbyder til 8. marts
Arrangement i forbundshuset i København.
Fagforbundet FOA indbyder traditionen tro til at fejre Kvindernes Internationale Kampdag. Det sker torsdag den 8. marts fra klokken 16:30 i forbundshuset, Staunings Plads 1 i København. Alle er velkomne, tilmelding er ikke nødvendig.
Klokken 17 byder Joan Prahl velkommen. Joan Prahl er forbundssekretær med ansvar for blandt andet ligestilling.
Fra klokken 17:15 til 17:45 optræder Sara Omar, dansk-kurdisk forfatter og digter, født og opvokset i Kurdistan, men har på grund af flugt fra krig boet i Danmark siden 2001. Sara Omar er kandidatstuderende i statskundskab og sidder i bestyrelsen i flere kvindeorganisationer og kvindeforeninger.
I december udkom hendes debutroman Dødevaskeren. Det er en voldsom roman om et ekstremt udsat pigeliv: Frmesk er barn i Kurdistan og voksen i Danmark. Uanset geografisk placering lever hun et liv i undertrykkelse og vold – alene fordi hun er af hunkøn. Frmesks mormor er dødevasker. Hun tager sig af de kvinder, som ingen andre vil begrave – kvinder dræbt i vanære og skam.
Efter en pause er der klokken 18 fællessang og politisk debat:
Vi synger sange fra Arbejdersangbogen ledsaget af musik fra Side by Side. Side by Side består af Troels Neiiendam, som er faglig chef i FOA SOSU, og hans hustru. De er engagerede i Arbejdersangbogen og har tidligere været med til at lave et arrangement på Arbejdermuseet i forbindelse med 100-året for kvinders valgret.
Ind imellem vil Joan Prahl og Mona Striib, næstformand i FOA, føre en dialog om ligestillingsudfordringer.
Klokken 19 bydes på aftensmad og musik ved Side By Side. Arrangementet slutter klokken 20.