15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Aksel V. Carlsen om "Kærlighed i krig og kaos"

Forfatteraften i Køge

Aksel V. Carlsen om "Kærlighed i krig og kaos"

Forfatter Aksel V. Carlsen fortæller om sine dansk-ukrainske forældre Erik og Dusja med udgangspunkt i hans bog.

06 jun 2018

I Kulturhus Køge, onsdag den 6. juni klokken 19 til 21 fortæller forfatter Aksel V. Carlsen om sin nye bog “Kærlighed i krig og kaos”.

Bogen handler om forfatterens forældre, Dusja og Erik, og deres omtumlede tilværelse, fra de mødtes i en arbejdslejr I Nazityskland. Hun var deporteret fra Ukraine, og han kom fra København for at arbejde for en dansk entreprenør. De mødtes og forelskede sig. I 1945 flygtede de midt i krigens inferno til Danmark. 11 år senere flyttede de til Moskva, hvor de boede de næste mange år, inden de igen vendte tilbage til Danmark i begyndelse af 90’erne.

Bogen er baseret på forældrenes egne fortællinger. Aksel V. Carlsen husker: ”Mine forældre havde oplevet umenneskelighed, svigt og vold, men rippede aldrig op i det. Deres livssyn var båret af optimisme, et urokkeligt håb om en bedre verden og en tro på medmenneskene. Især på de danskere og de sovjetborgere, de hver især var vokset op iblandt”.

Da parret vendte tilbage til Danmark, engagerede de sig i det kommunistiske miljø her. Deres liv afspejler den storpolitiske udvikling i det 20. århundrede på godt og ondt.

Aksel V. Carlsen har ph.d. i historie og ph.d. i statskundskab. Han er født i København, men opvokset i Sovjetunionen. Han er forfatter til bøger og artikler om politiske forhold i Norden, Sovjetunionen og de tidligere sovjetrepublikker.

Forfatteraftenen er arrangeret af Kulturhus Køge, Enhedslisten i Køge og Danmarks Kommunistiske Parti Sjælland.

Bogen kan denne aften købes til tilbudspris.