Er det nu CO2, der er hovedsynderen i forbindelse med den globale opvarmning? Tom Nielsen sætter i sit læserbrev i Arbejderen 15. maj spørgsmålstegn ved dette. Han anfører to argumenter: Det ene er, at kvælstof og ilt er (svage) drivhusgasser. Begge findes i atmosfæren i meget større mængder end CO2. Det andet er, at den mængde CO2, menneskelig aktivitet har sluppet ud i atmosfæren, ikke batter noget i forhold til den mængde CO2, der er der i forvejen.

Livet skal nok overleve endnu en klimakolbøtte, ikke megen tvivl om det.

Skal en gas være en drivhusgas, skal den lade solens lys passere igennem, men til gengæld kunne opsuge den varmestråling, som jorden sender ud mod rummet. Derved tilbageholder drivhusgasser varme omkring jorden.

Øges mængden af drivhusgas vil temperaturen derfor stige. Ilt og kvælstof absorberer ikke varmestrålingen og er derfor ikke drivhusgasser. Det gør CO2 og en række andre gasser, for eksempel vanddamp, der jo findes en hel del af i atmosfæren.

Vanddamp og andre drivhusgasser er taget med i de klimaberegninger, min artikel i Arbejderen 28. marts referer til.

Men batter den menneskeskabte CO2 noget? Ja, det gør den. Mens jordens radius er 6000 km, er de atmosfæriske gasser at finde i et tyndt lag på cirka 10 kilometer uden om jorden.

Når man brænder fossilt brændstof af i mængder, der skal måles i milliarder af tons, øger det faktisk koncentrationen af CO2 i atmosfæren. Før den industielle revolution var den 280 ppm (milliontedele), i dag har vi passeret de 400 ppm. Livet skal nok overleve endnu en klimakolbøtte, ikke megen tvivl om det; men lad os også tænke lidt på, at der lige er syv milliarder eksemplarer af arten.