Min far blev født i 1926 og døde 4. juni 2018. Vi bar ham ud af hjemmet dagen efter på grundlovsdagen, som også er fars dag. Han blev 91 år gammel, og han var træt og klar til at tage af sted. Det gik stille og roligt. Vi søskende sad ved hans side og fortalte ham, at vi tilgav og velsignede ham, og han kunne slippe nu. Så sang vi ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. For den sang betyder meget for os.

Jeg har set min fader ranke

ryggen op i flagets brus.

Jeg har lyttet og hørt hjertet banke

i dets stolte, befriende sus.

Jeg har elsket dets farve fra lille,

da min mor tog mig op på sit skød

og fortalte mig manende og stille

om en fane så knitrende rød.

Min far blev født 9 år efter den russiske revolution, i en tid som var fyldt med fejlslagne revolutioner, verdenskrise og massearbejdsløshed. Min farfar var venstresocialdemokrat og støttede Sovjetunionen. Og det fortsatte han med frem til sin død i 1970. I 1931 indtrådte verdenskrisen, og nazisterne blev det næststørste parti i Tyskland. Min farfar havde lange perioder med arbejdsløshed. Arbejdsløsheden brugte han til at sidde på Hovedbiblioteket i Århus og læse aviser og bøger. Han var en læsende arbejder. Og min far blev en læsende arbejder. Og jeg og mine søskende blev læsende arbejdere. Og vi blev alle kommunister. Ud fra vores miljø og ud fra hvad vi læste og vores historiske interesse. Det arvede min far fra sin far og vi fra vores far.

I vores politiske opdragelse fik vi tidligt at vide, at kapitalismen skulle afskaffes, fordi den var rent ud sagt forbryderisk.

Som 18-årig i 1944 var min far tysklandsarbejder. I Tyskland så han, hvad fascismen var. Hvorledes de sovjetrussiske slavearbejdere blev behandlet. Sultede og fik tæv. Og han fik et dybfølt had til fascismen. Efter krigen meldte han sig ind i Danmarks kommunistiske Parti og stod i det parti, til det opløstet i 1989.

Han blev udlært maskinarbejder og arbejdede i en lang årrække som skibssmed på Århus Flydedok. Han var med i det faglig-politiske arbejde og var kendt som en god kollega. Men også som en kommunist der ikke lagde skjul på sine meninger. Han var militant og blev også blacklistet i en periode. I 70’erne var han meget aktiv i arbejdsløshedsbevægelsen og deres kampagner, tillidsmandsringe og så videre.

Også i partiet tog han sin tørn med at dele materialer ud og samle penge ind. Han var instinktiv god til at komme på talefod med folk.

I vores politiske opdragelse fik vi tidligt at vide, at kapitalismen skulle afskaffes, fordi den var rent ud sagt forbryderisk. Ikke mindst fordi den fremavlede fascisme og krig. Og han forsvarede Sovjetunionen og spåede, at imperialismen bare ventede på en chance for at starte en ny erobringskrig mod Sovjetunionen.

I hans sidste leveår så han mere og mere de dystre spådomme gå i opfyldelse.

Sammenbruddet for Sovjetunionen og østblokken og DKP’s efterfølgende opløsning var et hårdt slag for ham. Han opretholdt kontakten til de tilbageblevne partikammerater og støttede indsamling og blad.

Men han fandt også et andet fællesskab i den sidste del af sit liv. Et religiøst fællesskab. Han kom i Pinsekirken på grund af gode naboer, som tog sig af ham. Han troede på Gud, og det hjalp ham. Han kunne godt både være kommunist og kristen på samme tid. Det er der ikke noget mærkeligt i. For begge overbevisninger har rod i humanismen.

Vil slutte min nekrolog med et digtet ”Til dem der kommer efter os” af Bertolt Brecht:

I, som skal dukke frem af den flod

I hvilken vi gik til grunde

Betænk

Når I taler om vore svagheder

Også den mørke tid

Som I undgik

Skiftende land oftere end sko

Gik vi jo gennem klassernes krige, fortvivlede

Dengang der kun var uret at se og ingen harme

Samtidig véd vi:

Også hadet mod gemenheden

Forvrænger et ansigt

Også vreden over uret

Gør stemmen hæs. Ak vi

Som ville berede en vej for venlighed

Kunne ikke selv være venlige

Men I, når det kommer så vidt

At menneske bliver menneskes hjælper

Betænk os

I overbærenhed.