Det er ikke let at udfylde Inge Genefkes sko. Det er sko, der har rejst verden rundt mange gange med det formål at hjælpe torturofre, hvor end de måtte være. Skjult i isolationsceller, bundet og glemt på psykiatriske hospitalsafdelinger eller i færd med at søge asyl i et land, der vil modtage dem. Det er sko, der har stået foran bødler, ministre, generaler og præsidenter og har krævet løsladelse af ofre og øjeblikkeligt stop af ​​vold og diskrimination. Det er sko, der i løbet af sidste års lange kolde vinter hver dag har taget turen til Østre Landsret for at følge ”Iraksagen”, som Inge passioneret støttede som en del af arbejdet i hendes fond ’Anti Torture Support Foundation’.

Da jeg i 2013 blev udnævnt til generalsekretær for det ’Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre’ (IRCT), etableret af blandt andre Inge i 1985, var det første jeg gjorde at besøge Inge og hendes ukuelige mand, nu afdøde professor og overlæge Bent Sørensen i deres dejlige lejlighed i Skodsborg.

Mellem stabler af avisudklip og medicinske rapporter om tortur fik jeg den dag fra Inge personligt historien om fødslen af ​​torturrehabiliteringsbevægelsen. Som uddannet læge og neurolog var Inge forfærdet over den smerte og lidelse hos chilenske torturofre, hun havde mødt hos flygtninge i København. Inge grundlagde derfor sammen med tre andre læger Amnesty Internationals første lægegruppe, hvor målet var at sikre omsorg for og behandling af torturofre samt, at deres sager kunne medvirke til, at gerningsmændene blev stillet til ansvar.

Dette var begyndelsen på et fundamentalt paradigmeskifte i synet på mennesker, der havde været udsat for tortur. Før havde man set dem som ofre med en følelse af enten frygt eller medlidenhed, nu så man dem som overlevere i stand til at handle for at sikre deres egen værdighed. Da læger begyndte at rehabilitere torturofre, kom der også en større viden om, hvordan de skader, der var blevet frembragt ved tortur, kunne dokumenteres og bruges i retten.

Arbejdet i Amnestys lægegruppe førte i 1982 til oprettelsen af det danske ’Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre’ (RCT). Samtidig rejste Inge og mange kolleger, der støttede hendes sag – herunder først og fremmest hendes mand Bent Sørensen – verden rundt og mødte folk, der også i deres lande ville etablere rehabiliteringscentre og -programmer.

I 1985 viste den internationale interesse sig så stor, at Inge blev en af ​​initiativtagerne til oprettelsen af ’Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre’ (IRCT), hvor Inge blev den første generalsekretær. I dag er anti-tortur-bevægelsen en stærk sektor, og IRCT er en organisation med over 160 medlemscentre i alle regioner af verden. Et groft skøn er, at over 100.000 ofre hvert år modtager rehabilitering, i stor grad takket være Inges banebrydende arbejde. Inges internationale betydning kom senest til udtryk, da hun mistede sin elskede mand Bent sidste år. Den ​​støtte, der blev udtrykt fra alle verdenshjørner, var meget bevægende og et klart vidnesbyrd om Inges varige arv.

Alle Inges priser og æresbevisninger, som hun har modtaget over årene, er at finde i IRCT’s sekretariat, der er placeret på Vesterbrogade i København. Og der er rigtigt mange priser: Blandt andet The Right Livelihood Award, den franske Legion d'honneur, Ebbe Munck prisen og en ærespris der er udstedt af den chilenske præsident Michelle Bachelet som tak for Inges indsats for chilenere. Inge har uden nogen tvivl haft sin andel i, at Danmark siden 80'erne har opbygget et omdømme som foregangsland med hensyn til menneskerettigheder og som ledende aktør i den globale kamp mod tortur.

Nu da Inge bliver 80 år, ville det være på sin plads, at hun slappede af. Men Inge tager stadig skoene på hver eneste dag for at gå til retten eller for at arbejde med ATSF-fonden. Med jævne mellemrum får jeg et opkald, hvor Inge spørger, hvad hun kan gøre for at hjælpe IRCT med at opfylde sin mission. Det fylder os alle med beundring, og jeg er overbevist om, at der ikke er større styrke end at tro på et ideal så rent som retfærdighed.

På vegne af hele vores bevægelse ønsker jeg Inge til lykke med håbet om, at hun må få et langt liv. Samtidig sender jeg en stor varm tak til Inge for hendes livslange arbejde mod tortur.