Dette indlæg beskæftiger sig med den ideologiske kamp for at føre krig. Altså borgerskabets grundlæggende begrundelse for krigens uundgåelighed:

I den ideologiske kamp i dag har de herskende klasser brug for ideen om konkurrencesamfundet, hvor konkurrence, aggression og krig er uundgåeligt.

Først religionens forklaring om, at mennesket er skabt uforanderligt og derfor til stadighed må kæmpe med sine fra skabelsens tid indre dæmoner. Senere forklaringen om, at vi rummer nogle dyriske biologiske instinkter, som tilsyneladende også er uforanderlige.

Klassekampen foregår som bekendt ikke kun med bomber og kanoner, men kapitalen og imperialismen kan ikke eksistere uden krigen. Derfor behøver magthaverne en forklaring på krigen, og de har fundet denne: at der i mennesket er en iboende ondskab og grådighed.

I modsætning til borgerskabets forklaring står Marx’ og Engels’ forklaring: Mennesket er et produkt af dets omgivelser, og når mennesket forandrer sine omgivelser, forandrer mennesket sig også.

De herskendes ideologi er den herskende ideologi, som det siges. Når mennesket lever i konkurrencesamfundet eller konkurrencestaten, bliver vi dybt præget af det. Men samtidig er der en modgående bevægelse – klassens fællesskab og samarbejde – og den skaber en anden bevidsthed og derfor en anden ide.

Aggression som medfødt gen

Fredsspørgsmålet, spørgsmålet om krig eller fred, har altid været et helt afgørende tema for den arbejdende befolkning fra den tidligste historie til i dag. Krigens årsag har været et ligeså centralt spørgsmål.

For liberalisterne og overklassen har mantraet altid været, at krige er uundgåelige, fordi aggression er et individuelt medfødt gen i den menneskelige natur.

Med kristendommens indførelse og dens ideologiske overbygning i form af arvesynden (vi er alle syndere for herren) blev mennesket fra fødslen udstyret med grådighed og selviskhed.

I midten af 1800-tallet blev denne forestilling for alvor truet af den omfattende omkalfatring af bondesamfundet til industrisamfundet. Overklassens og borgerskabets forvrængede opfattelse af Darwins revolutionerende opdagelser blev nu til en passende afløsning for den gamle religiøse opfattelse. Og den nye opfattelse passede så fint ind i det liberalistiske samfunds menneskesyn, nemlig det konkurrerende og aggressive menneske – den stærkeste overlever.

I 1960’erne og 1970’rne opstod der kætterske og oprørske tanker og ideer under de industrialiserede landes højkonjunktur og i kampen mod USA’s krigsførelse i Vietnam. Som ideologisk modvægt hertil blev der udgivet mangfoldige bøger, film og såkaldt videnskabelige værker. De handlede om, at konkurrencemennesket og det territoriale menneske – altså mennesket der hele tiden erobrer nye områder - er årsagen til krigen, og at dette menneskes egenskaber er nedarvet fra dyrene. Zoologen Desmond Morris og hans bog "Den nøgne abe" (altså mennesket) blev en overvældende salgssucces og gav inspiration til vor tids "Abernes planet".

Konkurrencemenneske og konkurrencestat

Ideen om konkurrencemennesket og det territoriale menneske lever videre i dag, blot en anelse omskrevet som ideen om det konkurrerende samfund eller konkurrencestaten. Her skal alt konkurrenceudsættes, og det skal det individuelle, konkurrerende menneske så at sige også. Ideen ligger fint i forlængelse af tidligeres tiders vulgærdarwinisme.

Det overvældende flertal af arbejdende mennesker ønsker at skabe og leve i fred og fordragelighed.

Desmond Morris påstår frydefuldt i "Den nøgne abe", at "mennesket trods alle sine kulturskabte præstationer inderst inde stadig er en nøgen abe-primat af navn, rovdyr af gavn". Med andre ord: Arbejderklassen skal konkurrere med andre nationers arbejdere. Vi skal også konkurrere med andre arbejdere i vores egen nation om arbejdet og med arbejdsgiverne om lønnen. For alle ønsker vi grundlæggende kun rigdom for os selv.

De dyriske instinkter indebærer, at mennesket uundgåeligt må invadere nabonationers område.

Mennesket efterstræber ustandseligt andres revir, eftersom det har en uforanderlig nedarvet natur og er et rovdyr, hvis naturlige instinkt er at dræbe med våben.

Da man begyndte at studere dyrs forhold til deres miljø (etologien), blev det fremhævet, at aggressionsdriften ligger mennesket i blodet og er nedarvet gennem årtusinder. Hvis vi tvinges til at holde fred, undertrykkes den naturlige aggression, og vi får stress og depressioner. Freden er en trussel forstås!

Blandt andre påstande kan nævnes de religiøse henvisninger. Det påstås for eksempel, at islam som religion i sig har indbygget aggression og en nærmest morderisk opdragelse.  I den kristne arvesynd ligger tilsvarende en indbygget forståelse af, at mennesket er skabt selvisk og grådigt.

I virkeligheden er alt dette vrøvl tilbagevist utallige gange, blandt andet gennem arbejderklassens kamp for det solidariske samfund. Det overvældende flertal af arbejdende mennesker ønsker at skabe og leve i fred og fordragelighed. Men i den ideologiske kamp i dag har de herskende klasser brug for ideen om konkurrencesamfundet, hvor konkurrence, aggression og krig er uundgåeligt.

Den stærkeste overlever

Vi kan her forstå, at krige ikke har meget med økonomiske, politiske og sociale årsager at gøre. Den egentlige årsag til krig er medfødt og ligger i den menneskelige natur. Mennesket er et afmægtigt offer for dets aggressive biologiske impulser. Vanviddet og de uhyrlige påstande fra Desmond Morris og ligesindede når nye højder, når der sættes lighedstegn mellem dyrenes adfærd og imperialistisk krigsførelse. Men man vil lede forgæves i skove og på sletter efter et dyr, der har fremstillet bomber og jagerfly og dræbt millioner af mennesker. Led i stedet i Downing Street 10, Èlysèe Palæet, Det ovale Værelse i Washington, Wall Street og Londons finanscentrum!

Når den hakkeorden, som hersker i dyrenes verden, overføres til det menneskelige samfund, går det helt galt. Så bliver det en betingelse for fred at dukke nakken.  For hvert enkelt individ ved, hvem der er stærkest, og hvem der svagest, og derfor vil den svageste trække sig uden kamp.

Overført siges det: Hvis de svagere nationer giver efter, får vi ingen krige. Hvis fagforeningerne gør symbolsk modstand mod arbejdsgiverne, får vi en ende på klassekampen, og vi vil leve i fred og fordragelighed.

Socialt og ikke biologisk betinget

Marx og Engels nægtede at anskue klassekampen som en biologisk kamp for tilværelsen og mente derfor også, at det forhistoriske menneske har måttet lære samarbejdets kunst for at overleve. Det var ikke konkurrence og krig, der førte os derhen, hvor mennesket overlevede som art. De nægtede at godtage, at det kapitalistiske samfundssystem var en direkte forlængelse af naturlovene.

Vi står endnu ikke over for et åbent fascistisk styre, men der banes en vej.

Darwin levede i det liberalistiske kapitalistiske system, og derfor var det lettere for ham at se konkurrencen, og at den stærkeste overlever i naturen, for det foregik for øjnene af ham i det samfund, han var en del af. Men han anså alligevel ikke, at naturens og historiens love var de samme.

Han argumenterede derfor heller ikke for en grusom overlevelseskamp i samfundet. Overklassens og borgerskabets opfattelse af hans revolutionerende opdagelser var derfor forvrængede.

Den menneskelige aggression og territorialkrav er således produkter af samfundets sociale system og ikke af biologiske systemer. Som det siges i Det kommunistiske Partis Manifest:

"I samme grad som det ene menneskes udbytning af det andet ophæves, i samme grad ophæves den ene nations udbytning af det anden. Når modsætningen mellem klasserne indenfor nationen forsvinder, ophører nationernes fjendtlige stilling til hinanden".

Onde og "underlegne" kulturer

Der er en påstand om, at vi har en overlegen dansk eller vestlig kultur, som vi skal kæmpe for, og som vil bringe os til en førerposition på verdensplan. Og hvis andre nationer med onde diktatorer på unfair måde vil ødelægge denne, skal de nedkæmpes gennem handelskrig og militær krigsførelse.

Den store fare er, at den moderne fascistiske ideologi viderefører og bygger ovenpå disse påstande om danskernes og den vestlige kulturs naturlige kristne overlegenhed, mens andre mennesker er underlegne, og deres ondskab kan kun nedkæmpes med våben og social undertrykkelse.

Nationen har en fare, en kræftbyld indbygget. Det kan være menneskelige "invasive underarter" eller udefra kommende ideer. Det kan være en bestemt trosretning, en bestemt del af befolkningen med en anden underlegen kultur. Eller det kan være en bestemt ondskabsfuld, oprørsk politisk opfattelse som kommunisme. Disse ondskabsfulde kulturer og ideer skal bekæmpes med alle til rådighed stående midler.

Den fælles kamp

Når arbejderklassen svarer igen kollektivt i disciplineret fællesskab, opstår der en modsætning mellem det, der opleves, og det borgerlige liberalistiske tankegods. Som der spørges i Det kommunistiske Manifest:

"Kræves der særlig dyb indsigt for at forstå, at når menneskenes livsvilkår, deres indbyrdes sociale forhold, deres sociale tilværelse ændrer sig, så sker der også ændringer i deres forestillinger, anskuelser og begreber, kort sagt i deres bevidsthed?"

Det samme gør sig gældende, når arbejderklassen går til aktiv modstand mod overgreb, forringelser af livsvilkår og forberedelse til krig. Her åbenbares modsætningen mellem liberalisternes påstande om menneskets individuelle grådighed og dovenskab og arbejderklassens glæde ved arbejdet, fællesskabet og freden. Her afsløres samtidig, at når krigene i nyere tid påstås at blive ført for friheden, så er der ene og alene tale om friheden til at udbytte andre.

Optrappet krig om byttet

Den krig, der føres både hjemme og ude mod arbejderklassen, har taget til i et uhørt stort omfang efter de socialistiske landes sammenbrud. Det være sig nedbrydningen af den sociale sikkerhed og den kollektive velfærd. Det være sig undertrykkelsen og udbytningen af de fattigste lande.  

Derfor kan fredsspørgsmålet i dag stilles på følgende måde: Socialisme eller barbari.

Det ses tydeligt i dag, at med sammenbruddet i de socialistiske lande og forvitringen af de kommunistiske partier indledte arbejdsgiverne og regeringerne en umenneskelig og benhård klassepolitik. Samtidig begrunder de den internationale konkurrence med de fattige arbejdere med, at de relativt højere lønnede arbejdere skal presses ned i løn. Arbejderne skal konkurrere med hinanden, som var det en konkurrence for at overleve biologisk. Men reelt er det for at øge profitten af en investerede kapital.

Det samme kan siges om de fattigste lande eller lande, som har råstoffer, som kapitalen mangler. Her føres en umenneskelig benhård imperialistisk krig, indtil alle råstoffer og menneskelige ressourcer er udnyttet og brugt op. Herefter lades landet og den arbejdende del af befolkningen i ufattelig armod. Den eneste konkurrence, der nu er tilbage for kapitalen, er, hvilken del af den internationale kapital og de transnationale selskaber, der skal investere og have udbytte af genopbygningen.  

Derfor kan fredsspørgsmålet i dag stilles på følgende måde: Socialisme eller barbari.

Folkefront og enhed i arbejderklassen

Det er kapitalens evige jagt på profit, der er årsagen til alle imperialistiske krige. På den måde er Det Kommunistiske Partis Manifest stadig en vejledning til aktiv handling.

På tærsklen til Første Verdenskrig stod det i 1914 klart, hvor langt degenereringen i det tyske Socialdemokrati (SPD) var nået. SPD stemte for krigsbevillinger og støttede derfor det tyske borgerskab i Første Verdenskrig. Stik imod Internationalens beslutning om at stemme imod krigskreditterne havde SPD’s ledere givet grønt lys for, at deres nationale herskende klasser kunne kaste arbejdere ud i nedslagtning af arbejdere. Det samme sker for øjnene af os i dag med indkøb af milliarddyre angrebsfly.

Det er værd at huske på, at den russiske revolution efterfølgende vandt gennem parolen om fred, brød og jord.

I starten af 1930’erne stillede spørgsmålet sig: Hvad skal der til for at hindre krigen og barbariet? Svaret kom i august 1935, da Kommunistisk Internationale holdt sin 7. verdenskongres, hvor den fremtrædende bulgarske kommunist Dimitrov sammenfattede arbejderklassens erfaringer.

Det lykkedes som bekendt ikke at forhindre krigen, men læren af kampen lever stadig den dag i dag: Folkefront mod fascisme og krig og arbejderklassens enhed.

Faren for verdenskrig er overhængende

Her efter socialismens sammenbrud stilles vi overfor en ny tid, hvor vi må bygge oven på både Georgi Dimitrovs analyse og sammenfatte arbejderklassens erfaringer. Der findes ikke længere en socialistisk stormagt som garant for at holde fascismen og imperialismen i ave. Både den nationale og internationale arbejderklasse er splittet, og det samme er de kommunistiske partier. Opgaven er indlysende, for de kommunistiske partier må samles som forudsætning for at skabe fredskampens enhedsfront.

Det lykkedes som bekendt ikke at forhindre krigen, men læren af kampen lever stadig den dag i dag: Folkefront mod fascisme og krig og arbejderklassens enhed.

Fascistisk tankegods stikker sit grimme fjæs frem i disse år, og Socialdemokratiet følger efter. Dansk Folkeparti er konstant med til angreb på arbejderklassens tilkæmpede goder eller rettigheder under dække af, at det er "de fremmede" religiøse kulturer, der stjæler, sviner og myrder.

Disse dovne "fremmede" arbejdere nasser på danskernes resultater læs: dansk arbejderklasses resultater – så vi må redde de rigtige danske arbejdere.  Men hvad der sker, er i virkeligheden, at de tilkæmpede rettigheder fra den selvsamme arbejderklasse ryger med i købet. Se for eksempel på et helt aktuelt eksempel som den såkaldte ghettoplan, hvor den almennyttige boligsektor nedbrydes, privatiseres og fordyres.

Vi står endnu ikke over for et åbent fascistisk styre, men der banes en vej, og med godtagelse af krigsbevillinger og nedbrydning af de sociale rettigheder træder Socialdemokratiet ikke op imod den.

Endnu farligere og værre er USA’s finanskapitals kamp for at bevare sit verdensherredømme. USA kan ikke længere opretholde sit økonomiske verdensherredømme og bliver derfor mere og mere desperat. Faren for verdenskrig er overhængende.

Med de socialistiske landes sammenbrud og visse racistiske og krigeriske politiske magtovertagelser i Europa er der banet en vej ideologisk til at føre arbejderklassen bag lyset.

For at forstå hvordan det er kommet dertil, at stærkt højreorienterede og fascistiske ideer igen er kommet til magten i dele af Europa, er Balkan-krigene i 1990’erne og USA’s strategi et studie værd.

(Læs Sven Tarp: En bebudet krig). Her blev misinformation og løgn sat i system. Serberne blev dæmoniseret, angiveligt for at forhindre udrensning af Kosovo-albanerne. Det var nærmest et korstog, hvor de kristne korsfarere skulle kæmpe mod de griske og onde. Senere kom Irak, Libyen, Afghanistan, Syrien og Rusland.

I dag, hvor en fascistisk overtagelse af den politiske magt i USA er en fare, kan det være på sin plads at citere fra Sovjetunionens Kommunistiske Partis 17. kongres i 1934:

"Fascismens sejr i Tyskland må ikke betragtes alene som et tegn på arbejderklassens svaghed og som en følge af, at socialdemokratiet, der har banet vejen for fascismen, forrådte arbejderklassen.

Man må tillige betragte den som et tegn på bourgeoisiets svaghed, som et tegn på, at bourgeoisiet ikke mere er i stand til at herske ved hjælp af de gamle metoder, parlamentarismen og det borgerlige demokrati, og derfor er tvunget til at gribe til terroristiske indenrigspolitiske regeringsmetoder som et tegn på, at det ikke mere er i stand til at finde en udvej af situationen på basis af en fredelig udenrigspolitik og derfor er tvunget til at gribe til krigspolitik".  (J. Stalin: Leninismens problemer)

Socialisme eller barbari

For marxister og kommunister stiller fredsspørgsmålet sig i dag endnu vanskeligere end i 1930’erne:

En splittet og decimeret kommunistisk bevægelse. Socialismens sammenbrud. Et Folketing som halehæng til den mest krigeriske stat i verden. Et desperat USA. Fascismens opblomstring i de tidligere socialistiske lande i Europa. Fascistiske ideer på vej i de gamle imperialistiske lande.

På den førnævnte 7. verdenskongres i 1935 sagde den italienske kommunist Togliatti blandt andet:

"Krigen pålægger arbejderbevægelsen at fremskynde omstyrtelsen af det kapitaliske klasseherredømme (…) Ved ihærdigt at kæmpe for freden i dag vil vi omkring den revolutionære avantgarde kunne samle arbejderklassens masser, de arbejdende bønder og småborgerskabet, som proletariatet skal føre frem til forvandlingen af den imperialistiske krig til en borgerkrig mod bourgeoisiet (…) allerede før krigen bryder ud, at forsvare freden, som er genstand for den dybeste forhåbning hos de arbejdende (… )Ved at forsvare freden forsvarer vi mulighederne for revolutionens sejr".

Så også i dag er der er al mulig grund for en marxist og kommunist til at forsvare freden. Lad mine slutord være de samme som Dimitrovs fra hans 1. maj-tale i 1936, som han holdt under overskriften "Fredskampens enhedsfront":

"Kampen for freden er kamp mod fascismen, kamp mod kapitalismen, kamp for socialismens sejr i hele verden".