Beretning om Esters Rejse
Beretning om Esters Rejse
Foredrag og filmvisning hos 3F BJMF i Valby. Ester Christiansen fra Aalborg fortæller om sin far, der var modstandsmand under besættelsen.
I anledning af 75-årsdagen for 29. august 1943, hvor en folkeopstand mod Danmarks samarbejdspolitik med den nazistiske besættelsesmagt kulminerede, afholder Horserød-Stutthof Foreningen et arrangement i Valby med Ester Christiansen fra Aalborg.
Esters far, Jens Erik Sørensen, var modstandsmand i Aarhus og levede de første år under besættelsen fra 1940-45 som illegal, indtil han i efteråret 1944 blev arresteret og udsat for tortur af det tyske sikkerhedspoliti Gestapo.
Siden blev han sendt til Frøslev, den danske fangelejr ved den tyske grænse, hvor han opholdt sig i en kort periode, inden han blev deporteret til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg.
– Min far var blandt dem, der blev samlet op af de hvide busser og reddede dermed livet. Han var meget syg og stærkt afkræftet, da han efter en periode i Sverige vendte hjem til familien den 17. maj 1945, fortæller Ester Christiansen.
Om sin far og tiden dengang holder hun foredrag samt viser film onsdag den 29. august klokken 19 i kantinen hos 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, Mølle Allé 26. Der er fri entré.
Historien er desuden beskrevet i bogen fra 2013: “Modstandskampens børn” af Andreas Fugl Thøgersen. Bogen fortæller den dramatiske historie om en samling danske familier i krig, flettet sammen af stemmer fra to generationer. Bogen handler om ni tapre unge mænd og kvinder, der traf et valg, da nazisterne besatte Danmark i 1940: De gik til kamp og betalte prisen. Otte af dem blev taget af tyskerne og deporteret til tugthuse eller koncentrationslejre i Tyskland. En nåede at flygte til Sverige.