Fællessang og dokumentarfilmen Hjerter Dame
Fællessang og dokumentarfilmen Hjerter Dame
Kulturarrangement på Arbejdermuseet, Rømersgade 22 i København. Husk at bestille billet.
Dokumentarfilmen ‘Hjerter Dame’, der følger LO-formand Lizette Risgaards første to år på posten, får nu en helt særlig visning den 29. august klokken 16:30 på Arbejdermuseet.
Eftermiddagen starter med fællessang – en god blanding af John Mogensen og den røde sangbog. Musiker Karina Willumsen spiller for, og sammen vil vi vise, at den politiske musik lever!
Efter filmen vil Lizette Risgaard sammen med Lotte Svendsen og Balder Johansen lufte deres socialistiske fremtidsdrømme og sætte fokus på, hvordan man inden for politik, kultur og i erhvervslivet kan bidrage til at skabe et mere ligeligt samfund. Signe Løntoft, journalist på Altinget er ordstyrer.
Lizette Risgaard, filmens hovedperson, har været engageret i fagforeningspolitik siden sin ungdom og blev i oktober 2015 valgt som LO’s første kvindelige formand. ‘Hjerter Dame’ følger Lizettes kamp på både ydre og indre linjer og giver os et indblik i LO’s maskinrum og de svære beslutninger, der skal tages.
Lotte Svendsen, filminstruktør og filmkonsulent på Det Danske Filminstitut repræsenterer kulturen. Lotte Svendsen har blandt andet instrueret film som ‘Bornholms stemme’, ‘Tid til forandring’ og ‘Max Pinlig’, og har aldrig lagt skjul på, at hun har både kunstneriske og politiske motiver med sin filmkunst.
Balder Johansen er stifter og daglig leder i entreprenørvirksomheden LOGIK & CO, hvor der er fokus på det gode håndværk, bæredygtighed og social ansvarlighed. LOGIK & CO arbejder blandt andet med inklusion af mennesker, der har svært ved at finde deres plads i en hård byggebranche. De er desuden kollektivt drevet, og alle tjener det samme.
Karina Willumsen er musiker, komponist og sangskriver og debuterede i 2016 med sit politiske, satiriske album ‘Sociale Rekvisitter’ fra forlaget Demos, der tidligere har udgivet musik for blandt andet Røde Mor. Hendes album viser, at den politiske musik er tilbage og klar til at skabe debat.
Se traileren for 'Hjerter Dame' her: https://vimeo.com/283645252
Billetter bestilles på http://dod.ebillet.dk/?organizer=216&showtime=1
'Hjerter Dame' kan desuden bookes gennem DOXBIOs nye system DOXBIO ON DEMAND, hvor publikum kan oprette deres egne visninger i biografen eller købe billet til visninger, oprettet af andre publikummer. Idéen bag DOXBIO ON DEMAND er, at dokumentarfilm fortjener at blive set i biografen sammen med andre med samme interesse. Kom i gang her: http://doxbio.dk/doxbio-on-demand/