Vi har mistet en sand ven og allestedsnærværende troubadour.

Rafael Alvarado kom til Danmark som politisk flygtning fra Chile i 1973. Først til Aarhus med kone og barn og et barn på vej. Senere DDR og et kort ophold i Frankrig, hvor han spillede med en chilensk eksilgruppe.

Endelig slog han sig ned i København, hvor han hurtigt fik mange venner, flest blandt chilenere og andre latinamerikanere, men også mange danske venner.

Rafael var et solidarisk menneske – ikke kun på det politiske plan, men også det personlige. Mødte han en hjemløs, som manglede en jakke, forærede han straks sin egen væk, totalt ligeglad som han var med at eje materielle goder.

Rafael var et kendt ansigt på Nørrebro, hvor han hjalp og støttede de allermest udsatte. Ikke noget kultursnobberi der!

Politisk har Rafael altid været forrest i kampen for retfærdighed for de mest udsatte i samfundet (overalt i verden). Han var en sand socialist og en fantastisk troubadour, som optrådte ved alle de støttearrangementer, han blev inviteret til – naturligvis uden vederlag.

Lige til det sidste gik hans tanker til Latinamerika og de kampe, der kæmpes der for en bedre verden.

Hans alt for tidlige og alt for bratte død smerter os alle, men samtidig ved vi, at han aldrig vil blive glemt. Det var et sandt privilegium at være hans ven, og vi vil savne ham så forfærdeligt.